Forestil dig, at det omsider er lykkedes for dig at få et møde i stand med den vigtigste person på det fedeste bureau … i-verden-agtigt. Hvorefter du brænder vedkommende af. Personen sidder i 25 stive minutter og venter på dig. Forgæves. Og ender med at gå.
Det var netop, hvad et ungt dansk team gjorde over for en topkreativ fra et Europas mest prisvindende bureauer. At de danske talenter kunne komme igen og ikke blot få fornyet taletid, men også den ønskede praktikplads, siger alt om styrken i deres kreative indsats. Mere om det om lidt.
For det handler om praktikpladser – som siden kan føre til job. Og om en tilgang, der også kan inspirere i jobsøgningen.
De unge kreative i Danmark gør det godt – også på den internationale scene, hvad der jævnligt fremgår af omtaler på Bureaubiz.
Og de unge nøjes ikke med være at kreative i deres løsninger i konkurrencer og for kunder – deres ansøgninger har en vis gennemslagskraft. Det så man for nylig med to studerende fra Kreativ Kommunikation på DMJX, der kreerede sær-udgaver af Lürzer’s Archive på så personlig og overbevisende vis, at det gav kaffe-møder hos 15 af de 17 kreative direktører på danske bureauer, de sendte til. Og Lürzer’s Archive gav initiativet omtale – og indsatsen udløste et job.
Andre studerende fra Kreativ Kommunikation kan også – Clare McNally, lektor på DMJX, har samlet tre af de ansøgninger, som har givet pote i form af praktikpladser på eftertragtede udenlandske bureauer.
Når man slår sig selv ud, kan man lige så godt gøre en dyd ud af det. Teksten på uret er: “Jung v. Matt. Dear Manuel Urbanke. We have made this clock to show you how much we hate the 25 minutes we let you wait in Cannes. Honestly, we didn’t mean to. We really want an internship at JvM/Alster. Can you still help us out? Ole Hoffmann & Kristoffer Winther
Brænd bureauet af
Ole Hoffman og Kristoffer Winther har altid beundret arbejderne fra Jung von Matt i Hamburg. De formåede ikke blot at samle mod til sig, de fik også – under sommerens Cannes Lions – sat et møde i stand. Derefter formåede de at formøble alt – og mere til – ved at komme 25 min. for sent. Nå-ja, hvad er en lille halv time mellem en kreativ direktør og to tilfældige studerende fra Danmark?
Ret så ivrige efter at rette fejlen fik teamet vendt den karriere-suicidale situation til et charmerende samtaleemne. De skabte et væg-ur, der bankede deres hoveder i 25 min. hver time, hver dag.
De sendte uret til det tyske bureau og håbede det bedste – hvilket skete. De blev indkaldt til et møde på bureauet, var der til tiden og blev allerede i receptionen mødt med et venligt ”Uh, so you are The Clock Guys” – og Ole Hoffman og Kristoffer Winther begynder i praktik hos Jung von Matt i januar.
Manuel Urbanke, kreativ direktør i Jung von Matt, tog imod undskyldning, ur og de to danske studerende.
Spil bordtennis om to års venteliste
Cathrine Understrup har længe ønsket at arbejde på det pænt seje Snask studio i Sverige. Det var hun ikke ene om. Sidste år var alt optaget, og bureauets besked i år var en to års venteliste.
Denne besked tolkede hun som et ”gør dig ekstra umage”.
Hun designede et bordtennis-sæt – überpong med cremet 80er-pop motiv – som hun sendte i en guldæske til ejerne sammen med en udfordring: Vi spiller om en praktikplads.
Æsken fungerede som en tidsmaskine, der tog hende to år frem i tiden – og Cathrine Understrup er nu, efter eget udsagn, den gladeste pige i Sverige.
Kitschet postkort og smagfuld (føl-dig-)hjemme-side
Simon Konski og Christoffer Højgaard kan ganske vist prale med, at deres bud på en Doritos-reklame er blevet vist 436.000 gange på YouTube. Men det åbnede ikke døren hos deres kreative helt, Gerry Graf og hans bureau Barton F. Graf 9000 i New York.
Det gjorde derimod det website, som de kreerede specielt til ham – med referencer til arbejder skabt af BFG9000. Hvert en del på sitet er bygget på, hvad de tror, at Gerry ville kunne lide at se.
Det smagfulde arbejde blev lanceret via et ikke mindre smagfuldt postkort, der inviterede ham forbi websitet.
Et par uger i larmende radiotavshed og stigende nedtrykthed blev afløst af en mail fra BFG9000-recruiter, der bad om en snak via Skype. Og til januar skal Simon Konski og Christoffer Højgaard arbejde sammen med førnævnte Gerry.