I knap to måneder har 18 mennesker været ’lukket inde’ på tre højskoler på henholdsvis Fyn, Sjælland og i Jylland, som en del af iværksætterprojektet ’Tre, to, én, nu!’.
Det skriver Berlingske.
Det er Jonathan Løw, der står bag projektet. Han har tidligere stået bag engodsag.dk og andre iværksættertiltag.
Projektet går ud på at seks mennesker er blevet lukket inde i tre grupper for at forsøge at skabe tre virksomheder med hjælp fra et korps af mentorer.
Her et par dage før projektet er slut, er resultatet at én af grupperne har en virksomhed oppe at køre, som de regner med at kunne leve af med tiden.
Virksomheden hedder fradrag.nu og går ud på at hjælpe danskerne med at finde uudnyttede fradrag.
”Vi fik gode tilbagemeldinger fra mentorer og potentielle kunder, og vi fandt ud af, at der ikke var nogen lignende løsning på markedet. Danskerne betaler op mod en milliard for meget i skat om året og vi vil gerne hjælpe med at finde de fradrag, de ikke har brugt,” siger Mikkel Keldorf, der er en af de seks iværksættere fra højskolen i Jylland, til avisen.
De to andre projekter har ikke fulgt tanken om at sidde sammen og arbejde sammen om én mulig virksomhed helt til dørs.
Både i gruppen på Fyn og på Sjælland, er der én, der har forladt projektet.
Desuden er gruppen på Sjælland splittet op og arbejder to og to hjemmefra i stedet for på højskolen og Fyn-gruppen er splittet op i to virksomheder i stedet for i én fælles.
Jonathan Løw overvejer at prøve projektet af igen i fremtiden, men vil gerne lige se, hvordan virksomhederne klarer sig om nogle måneder, når de skal få det til at fungere i en almindelig hverdag med andre job.
Projektet er finansieret af Erhvervsstyrelsen
Berlingske Business, p. 18.