Kulturstyrelsen lancerer i første halvdel af 2015 en godt fire år lang kampagne, der skal informere danskerne om overgangen til digital radio.
24 bureauer meldte sig til at stå for kampagnen – alle opfyldte betingelserne, så de fem ansøgere, der nu er valgt til at afgive tilbud, var dem, der efter Kulturstyrelsens vurdering kunne fremvise de mest relevante referencer i forhold til den udbudte opgave.
Kampagnen har et budget på 10,7 mio. kr. – inkl. indrykninger – og de fem prækvalificerede ansøgere er (i alfabetisk rækkefølge):
- Advance – i konsortie med Geelmuyden Kiese
- Advice
- Bysted – i konsortie med Kompas
- Primetime Kommunikation
- Radius Kommunikation
Tidsplanen for udbuddet lægger op til, at kontrakten tildeles sidst i februar.
Baggrunden for kampagnen er, at ”FM-båndet lukkes ved udgangen af 2019, hvis minimum 50 procent af radiolytningen, herunder radiolytningen i biler, medio 2018 sker på digitale platforme”.
Kampagnen skal handle om overgang til digital radio generelt, og det vindende bureau/konsortie skal stå for følgende:
- Tilrettelæggelse af hele informationskampagnen, herunder udvikling af kampagneplan mv.
- Udvikling og eksekvering af kampagnebrand, mediestrategi, kampagnematerialer og –aktiviteter.
- Udvikling og eksekvering af presse- og kriseplan, herunder varetagelse af funktionen som talsperson for kampagnen.
- Koordinering af samarbejde med relevante aktører fra medie- og radiobranchen samt andre relevante og nøgleinteressenter
- Udvikling, afvikling, rapportering og dokumentation af målinger på informationsindsatsen (bl.a. key performance indicators)
- Dokumentation af aktiviteter, kvalitetssikring, organisering og arbejdsgange i hele kampagneperioden.