Overskud hos UncleGrey for første gang i mange år

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Desuden er der samlet set overskud i Grey-gruppens danske reklamebureauer, og forventningerne er positive.

Kreativt har UncleGrey i mange år været stærkt positioneret med mange awards på hylderne. Til gengæld har de økonomiske resultater ikke imponeret – i hvert fald ikke indtil nu.

Så det er ikke uden stolthed, at Rolf Bach Christensen som direktør for UncleGrey og CEO for de danske reklamebureauer under Grey Danmark, samt Mads Aagaard Winther, der er nordisk CFO, i dag kan fremlægge regnskaber, der viser sorte tal på bundlinjen. Dels i UncleGrey for første gang i mange år og dels i de tre reklamebureauer tilsammen.

De tre bureauer – UncleGrey, Grey Works og Copen Hagen Agency (tidl. Dyhr.Hagen) – havde tilsammen en bruttoavance på 52 mio. kr. og et resultat af primær drift på +3,25 mio. kr.

Det sidste tal er dog korrigeret for en straksafskrivning på købet af Brandaid, der blev lagt sammen med ADproduction og blev til Grey Works.

“Vi har valgt at foretage afskrivningen på en gang, selvom vi kunne have valgt at afskrive det over længere tid. Havde vi gjort det, så ville der have været overskud også i Grey Works, og derfor korrigerer vi, når vi skal bedømme udviklingen,” siger Mads Aagaard Winther.

Udviklingen i Grey Works rummer da også en markant vækst, og den er fortsat ind i 2015.

Copen Hagen Agency blev stiftet omkring udgangen af 2014 i forbindelse med, at Lars Dyhr og Peter Hagen gik fra hinanden efter mange års samarbejde.

Det er dog ikke så meget skilsmissen, der er årsag til, at bureauet viser faldende bruttoavance og overskud.

“Skilsmissen er foregået i meget god ro og orden. Men 2013 var et exceptionelt godt år med flere store projekter, og tallene for 2014 er ganske enkelt mere normale,” siger Mads Aagaard Winther.

Udviklingen i UncleGrey vækker særlig glæde.

“Vi har tårnhøje kreative ambitioner og det har været en sej proces at fastholde et højt niveau samtidig med at vi skulle genrejse økonomien. En af problemstillingerne har været, at vi kom fra en situation, hvor vi var et bureau for enkeltstående kampagner,” siger Rolf Bach Christensen og fortsætter:

“Men det har vi så fået ændret på nu. Vi har f.eks. vundet Fakta tilbage, og vores arbejde for Weber udvikler sig og bliver stadigt mere internationalt. Begge kunder lægger løbende arbejde hos os og 50 pct. af vores omsætning er nu retainer-baseret.”

Rolf Bach Christensen mener, at de bedre tider selvfølgelig hjælper med til den positive udvikling.

“Men jeg tror, at det har større betydning for os, at vi har fået styr på os som gruppe. Vi er tre forskellige bureauer, der bor sammen. Vi kan trække hegnet ned, når det er nødvendigt og vi kan bruge hinanden, når det giver mening,” siger Rolf Bach Christensen og fortsætter:

“Samtidig har vi tre stærke ledelsesteams. Vores udvikling bygger ikke på, at vi sælger gruppen – ledelserne har hånden på kogepladen og skal hver for sig selv skabe deres forretning.”

Både Rolf Bach Christensen og Mads Aagaard Winther er optimistiske for indeværende år. Her forventer de en bundlinje, der bliver større end for 2014 – for bureauerne enkeltvis og dermed også som gruppe.

Nøgletal for UncleGrey

  • Bruttoavance 29,355 mio. kr. +3,5 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,087 mio. kr. +7,3 pct.
  • Lønandel 62,1 (66,7)
  • Resultat af primær drift +0,566 mio. kr. (-0,865 mio. året før)

Nøgletal for Copen Hagen Agency (tidl. Dyhr.Hagen)

  • Bruttoavance 13,016 mio. kr. -20,0 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,302 mio. kr. -20,0 pct.
  • Lønandel 53,2 (42,6)
  • Resultat af primær drift +2,021 mio. kr. -62,3 pct.

Nøgletal for Grey Works (tidl. ADproduction og Brandaid)

  • Bruttoavance 9,746 mio. kr. +31,1 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 749.692 kr. +10,9 pct.
  • Lønandel 65 (69,1)
  • Resultat af primær drift -1,017 mio. kr. -18,5 pct.

    (Resultatet er påvirket af en ekstraordinær afskrivning)