Alkoholkampagne bygger på smilet frem for løftede pegefingre

Peter Engholm
25@mail.dk

Det skal være naturligt for unge at vise ID, når de køber alkohol. Oven på en pitch er det vindende bureau nu klar med en kampagne – og en til lejligheden opfundet antihelt.

En ny kampagne fra Alkoholpartnerskabet skal fjerne det akavede med ID i forbindelse med alkohol – at bede unge om at vise det ved salg og selv at flashe det ved køb.

Alkoholpartnerskabet valgte – efter en pitch med tre bureauer – i december Umwelt som bureauet, der skal fokusere på salg af alkohol til unge i butikkerne og på de sociale medier.

Man skal være 16 år for at købe øl eller vin og 18 for at købe stærkere alkohol. Det ved de fleste – især de unge selv. Alligevel ses artikler med unge mystery-shoppere, som det lykkes at købe alkohol på trods af deres alder.

”Ekspedienter i butikkerne er ofte på alder med kunderne. Det kan være grænseoverskridende at spørge en jævnaldrende om ID, og ældre ansatte kan have svært ved at bedømme de unges alder. Kampagnen skal hjælpe, så situationen i stedet kan løses med et smil”, siger Niels Hald, der er formand for Alkoholpartnerskabet.

Og til at fremme smilet snarere end at flashe løftede pegefingre har Umwelt opfundet anti-helten Party-Prinsen, alias skuespilleren Mathias Obdrup Jakobsen. Blandt hans øvrige karakterer er den mest kendte nok ”Fisse Ronni”, som på enkelte videoer har haft over en halv mio. visninger på YouTube.

”Vi valgte at arbejde med Mathias, fordi han er en kompromisløs kreativ person. Med sine realistiske karakterer – hvor det kan være svært at gennemskue, hvad der er ægte, og hvad der er fiktion – har han ramt noget i ånden blandt de unge. Han gider at engagere sig, hvilket er afgørende for at trænge igennem,” siger kontaktchef i Umwelt, Heine Øster Hansen.

Kampagnen er set af en lille million, og det relativt stramme budget er en anden grund til at vælge Mathias Obdrup Jakobsen:

”I den sammenhæng var det oplagt at se sig omkring efter en kanal, hvor kontakten allerede var skabt, og man ikke skulle ud og bruge størstedelen af budgettet på medie-indrykninger. Netop det, var Mathias i stand til i kraft af sine mange følgere på både Facebook og YouTube,” siger Heine Øster Hansen.

Ud over på YouTube (forneden) og Facebook vil de unge og resten af danskerne i de kommende måneder kunne møde Party Prinsen i Netto og 7-Eleven butikker over hele landet i form af stickers, hyldeforkanter og på ”varepindene” på kassebåndet.

Alkoholpartnerskabet er stiftet af Niels Hald, direktør for Bryggeriforeningen, i samarbejde med Dansk Erhverv, De Samvirkende Købmænd, Horesta, Danmarks Restauranter & Caféer, GODA samt Vin og Spiritus Organisationen i Danmark. Partnerskabet er et led i regeringens bud på en ny ramme for en ambitiøs forebyggelsespolitik gennem partnerskaber på tværs af offentlige institutioner, civilsamfundet og den private sektor.