”Nu er den her!” lyder det fra tid til anden i reklamer – typisk i et begejstret toneleje.
Men denne gang er tonen mere alvorstung – for nu er Integrationsministeriets kampagne her. En slags anti-kampagne, fordi den er målrettet asylansøgere med henblik på at få dem til, hvis man skal formulere det pænt, at tænke sig om, før de drager mod Danmark. I mere mundrette vendinger; at få dem til at holde sig væk.
Den har været diskuteret og kritiseret længe før, at den blev lancereret.
En annonce beskriver i syv punkter de stramme danske krav for opholdstilladelse og asyl, og ministeriet oplyser, at annoncen er indrykket i fire libanesiske aviser samt placeret på sociale medier i Libanon.
Integrationsministeriet har selv udformet annoncen, hvilket måske ikke er så overraskende, når man ser den.
Men dermed ikke sagt, at kampagnen er uden bureaubistand. Via Udenrigsministeriet er der ”etableret kontakt til det libanesiske kommunikationsbureau S2C,” siger Integrationsministeriet – og skriver følgende om bureauets rolle:
”S2C har bistået med kommunikationsfaglig rådgivning i forhold til annoncer i aviser og på nettet.”
Udgiften til bureauet og de lokale indrykninger beløber sig til ca. 252.000 kr.
I en række medier fremføres det, at ”menneskesmuglere har ingen interesse i flygtningekampagner”, og ”flygninge har ikke råd til at læse avis.”
Disse synspunkter blev behandlet på Bureaubiz for tre uger siden og kan læses her.