Forandringerne har næsten stået i kø i det seneste år hos det bureau, som indtil starten af i år hed Manipulation.
Nu hedder det Connected, og har Jakob Kaare Jensen og Camilla Dreiøe som ledere. Det er dog også en proces, som indledningsvist krævede en trimning af bureauet. Nu er kursen dog sat på ny vækst, og på det seneste har man kunnet byde velkommen til det danske industri-klenodie, FLSmidth på kundelisten.
Nyt navn og ledelse er dog langt fra de eneste forandringer. F.eks. fik man i foråret i nærmest stilhed en ny kreativ direktør i skikkelse af Ulf Westmark-Højelsen, der tidligere har været hos BBDO, Saatchi & Saatchi og Leo Burnett (Prodigous).
Der er også indført en arbejdsmetode og skabt værktøjer for en satsning på shopper marketing, og i det seneste år er der kommet en række kunder til som f.eks. Beauvais, Carlsberg Danmark, Pastella, Nutrilett, Kleenex og Moët & Chandon, der alle har lagt opgaver hos bureauet.
Satsningen på shopper marketing bygger på en arbejdsmetode, som Procter & Gamble lancerede for 5-6 år siden under navnet Store Back.
”Vi er stadig et full-servicebureau, der bevæger os hjemmevant i alle medier – herunder også de digitale og sociale kanaler. Forskellen er, at vi begynder med iscenesættelsen af produktet i selve købssituationen – uanset om det er en fysisk eller digital butik – og arbejder baglæns derfra. Det er en strategi, som mange af verdens førende varemærker har taget til sig i stadigt stigende grad”, siger Carina Dreiøe.
Umiddelbart kan FLSmidth lyde som en kunde, der falder uden for satsningen på shopper marketing.
”Det er en opgave, hvor vi skal udarbejde en ny strategi og kreativ platform, og selvom FLSmidth ikke er en FMCG-virksomhed, så ligger der nogle principper og erfaringer i Store Back, som sagtens kan bruges i denne sammenhæng. Det grundlæggende princip handler om at starte ude hos kunderne, hvor salget afgøres, og så arbejde sig bag ud,” siger Jakob Kaare Jensen og understreger, at bureauet fortsat har en stærk tro på branding.
Satsningen på Store Back er ikke lig med et ensidigt fokus på taktisk markedsføring.
Samtidig har man også lanceret en nyudviklet mobilplatform ”Connected In-Store Activation Platform”, der kan benyttes til at aktivere og engagere salgspersonalet og overkomme nogle af de traditionelle barrierer i detailhandelen.
”Set med de kreative briller, giver det her set-up nogle virkelig interessante muligheder. Jeg trives jo selv bedst i grænsefladen mellem den klassiske produktdramatisering og de muligheder, som de digitale og sociale medier giver. Og netop Store Back-mekanikken giver mulighed for at spille på flere tangenter i hver kampagne og skabe de meningsfulde sammenhænge, som jeg virkelig sætter pris på”, siger Ulf Westmark-Højelsen.