J. Walter Thompson Cph skal have ny kreativ direktør. Den hidtidige, David Asmussen, har opsagt sin stilling, og bureauet er på jagt efter en ny.
David Asmussen har været på bureauet i næsten otte år, og hans opsigelse hænger sammen med de forandringer, som det europæiske hovedkontor har ønsket, der bl.a. førte til, at Halbye Kaag JWT skiftede navn til J. Walter Thompson Cph.
”David har arbejdet loyalt med de forandringer, som er sket på bureauet, men han har aldrig været enig i dem. Derfor har han nu valgt, at tiden er inde til at søge nye udfordringer,” siger adm. dir. Anders Hageskov.
David Asmussen vil ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvad der skal ske i stedet.
”Men jeg glæder mig til at fortælle om mine planer på et senere tidspunkt,” siger David Asmussen.
David Asmussen var JWTs øverste kreative chef, og Anders Hageskov siger, at bureauet er i fuld gang med at søge en afløser, der skal være en tung og stærk profil, der gerne må have international erfaring.
Anders Hageskov tog selv over som adm. dir. i starten af i år, da uenighed om den fremtidige kurs mellem bureauets ejere og adm. dir. Thomas Thorstholm samt kreativ direktør Simon Wooller fik dem begge til at stoppe.