Wibroe, Duckert & Partners hjælper Dansk Supermarked-kæden Bilka. Parterne har hidtil været diskrete omkring samarbejdet, men kilder fra flere sider bekræfter, at det hænger sådan sammen.
Der kan være en god grund til, at der indtil videre ikke er højt om det – for Partners er også bureau for den Dagrofa-ejede Meny, og det er usædvanligt, at et reklamebureau kan arbejde for begge kæder på et så konkurrencebetonet marked som dagligvarer.
Christian Higraff, marketing- og onlinedirektør for Meny og tre andre kæder, vil ikke kommentere på rygterne. Men hvad angår det principielle, er han helt klar i spyttet:
“Vi har stadig dialog med Partners. Jeg har sagt til bureauerne, at jeg vil have handlefrihed til at samarbejde med andre bureauer, og så må handlefriheden gå begge veje. Desuden har jeg – indtil det modsatte er bevist – tiltro til, at et bureau kan håndtere at have to kunder inden for samme branche – professionelt og med hermetisk lukkede døre i mellem,” siger Christian Higraff.
Han tilføjer:
“Vores brancher i Danmark er små, så vores trackrecords er ofte skabt hos konkurrenter. Jeg tror ikke på, at vi bliver bedre af at holde på eksklusiv-retter. Men jeg tror på, at et bureau f.eks. kan bygge kompetencer op inden for eksempelvis retail. Med flere kunder fra samme branche kan bureauerne tiltrække gode kapaciteter, viden og ekspertise, som vil komme alle klienter hos bureauet til gode på den ene eller anden facon.”
Partners’ involvering i Bilka ligger i forlængelse af en tidligere historie, hvor Bilka valgte at lægge et strategisk projekt væk fra Envision efter, at man ellers havde samlet al markedsføring og produktion for både Bilka og Føtex hos bureauet.
Samlingen førte til et kæmpe underskud i Recommended og ultimativt til, at bureauet i dag er væk.
Det pikante er, at det strategiske projekt blev placeret hos det nye Agency Spring, som er en fusion mellem Kernel Simpatico og Recommended.
Deres arbejde skal så være færdigt nu, mens eksekveringen – d.v.s. film – er overladt til Partners.