Kinesisk brand i dansk offensiv – med kreativ hjælp fra Isobar

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Kampagnen er betydelig. Men udgangspunktet var en versionering. Isobar ville det dog anderledes og har bl.a. skabt et online-spil

Mange bureauer kender det. Stor international virksomhed har fået lavet en stor international kampagne, som nu også skal køre i Danmark. Men måske skal den lige versioneres lidt.

Det var også situationen for det store kinesiske telefirma, Huawei. I dette tilfælde var oplægget dog, at man ville ud med en ret betydelig kampagne, som gik i luften i mandags.

Så måske derfor var der lidt spillerum, og den udfordring greb Isobar og Dentsu Aegis Media med kyshånd.

Udgangspunktet var et stort anlagt samarbejde, som Huawei har indgået med fodboldstjernen Robert Lewandowski, og han er centrum i en kampagne under temaet ’Make it Possible’. D.v.s. at der forelå en tv-reklame og en enkelt key visual.

Isobar greb temaet om at gøre det muligt og satte fokus på det der i mange situationer ligger forud: noget der synes umuligt viser sig rent faktisk at være muligt.

Som et helt selvstændigt element har man udviklet et online-spil, der bakker det grundlæggende tema op ved at lancere en række udsagn om noget, der syntes umuligt, men som siden har vist sig muligt. Online spillet er således en quiz, hvor man skal indsætte det manglende element i udsagnet (se spillet her).

Men denne grundide er også brugt i versioneringen af bl.a. outdoor. Man har fundet en række citater omkring Lewandowski, hvor han bliver mødt med skepsis, men hvor han gør skepsisen til skamme.

Når det gælder tv-reklamen, så er der dog ikke gjort andet end at forsyne den med undertekster.

”Omdrejningspunktet i isobars vinkel på kampagnen er at hylde dem, som trods omgivelsernes tvivl og skepsis kæmper videre for deres drømme og dermed en opfordring til os alle om at holde fast i vores egne drømme. Dette giver os et større fortællegrundlag, som vi kan bruge som springbræt for resten af kampagnen,” siger Tine Kej, Creative Director hos isobar. Hun fortsætter:

”Hvor var vi henne uden de store drømmere, som bragte os teknologiske fremskridt som f. eks. elektrisk lys, internet og satelitter? Eller i en anden boldgade store sportslige oplevelser, som historien om den lille polske dreng, der drømte om at blive fodboldstjerne, men blev mødt af skepsis og modstand for til sidst at blive en af nutidens største målmaskiner.”

Isobar har i arbejdet været over sætninger som ”Doubt your doubters” og ”Impossible is changing” til ”They will tell you, it can’t be done – Make it Possible”.

“Vi vil gerne sikre, at vi har et engagerende og inviterende tema for kampagnen, så vi i højere grad sikrer, at modtagerne tænker med og involverer sig i budskabet. Og hele filosofien bag ”Make it Possible” og valget af Robert Lewandowski som ambassadør er en sund historie, som netop beviser, at hvad der opfattes som muligt ændrer sig over tid – ligesom det i høj grad er tilfældet inden for teknisk udvikling, som er det område Huawei jo gør tingene muligt indenfor,” siger Chief Client Officer hos Isobar, Linda Frøkjær.

I 2014 var Huawei den virksomhed som fik godkendt 7. flest patenter i Europa, svarende til 493 patenter.

”Der ligger en klar filosofi bag Huawei’s budskab Make it Possible. ”Umuligt er et flygtigt begreb. Hvis noget ikke er muligt lige nu, så gør vi det muligt. Det er hele essensen af den måde, vi arbejder på i Huawei, og det gennemsyrer virksomhedskulturen,” siger Marketing Manager i Huawei, Marie Dam Feldborg.

Den internationale film kan ses herunder.