In2media har fundet god formel: Tilbage i vækstsporet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet omstrukturerede i 2014 ved oprettelsen af et nyt selskab med fokus på udvikling og programmering. Det har givet gode resultater.

Efter en årrække med konstant vækst tog In2media i forrige regnskabsår en pause. Men det blev kortvarigt – bureauet er tilbage i vækstsporet.

Forklaringen på vækstpausen og at man er tilbage på vækstsporet er den samme. Bureauet foretog en omstrukturering, som umiddelbart kostede – men som har vist sig at være rigtig, fordi den nu bærer en del af forklaringen på, at man er vokset igen.

Omstruktureringen indebar, at man oprettede et nyt selskab, hvor man under navnet Insilico har samlet udviklings- og programmeringskompetencer inden for både web og mobil, mens In2media har et større fokus på forretningsudvikling, innovation og design.

De to bureauer har hver sit regnskab, og umiddelbart har det haft den konsekvens, at In2media er gået lidt tilbage. Til gengæld præsterer Insilico et fornemt første regnskabsår.

Men de to selskaber er tæt forbundne, og Andreas B. Iversen er adm. dir. for dem begge.

”Det koster noget, når man går i gang med nogle omstruktureringer, men det har vist sig at fungere rigtig godt. Rent økonomisk var det fortsat lidt tungt i starten af regnskabsåret, men siden tog det fart – specielt hos Insilico – og vi sluttede regnskabsåret med en all-time high,” siger Andreas B. Iversen og fortsætter:

”Der er selvfølgelig rigtig meget synergi mellem de to bureauer, men det har vist sig rigtig at sikre, at der er et selvstændigt fokus på kompetencer og systemer.”

Insilico er i denne sammenhæng et nyoprettet selskab – men det eksisterede faktisk tidligere. Det selskab er nu omdøbt til ContentTap, og aktiviteterne er flyttet over i Insilico. Regnskabsmæssigt ser det ud som om, ContentTap er gået en del tilbage.

”Men det skyldes, at aktiviteterne er flyttet. For os er det et investeringsprojekt og et nyt selskab, der er ved at blive bygget op med fokus på licensbaseret software. De er nu to mand og et hold i Ukraine,” siger Andreas B. Iversen.

Omsætning frem for bruttoavance

Når han skal bedømme bureauets udvikling, så kigger han mere på omsætning end på bruttoavance, fordi vareforbrug i gruppen stort set udelukkende repræsenterer free-lancere og samarbejdspartnere, der hyres ind til at hjælpe med realiseringen af projekterne. Samlet sidder der faktisk over 60 mennesker hos In2media.

Andreas B. Iversen ser fremgangen som et produkt af, at innovation og brugeroplevelser er en agenda, der står højt på virksomhedernes dagsorden.

”Men ikke bar virksomheder – også det offentlige. Vi hyrede for et par år siden en person med stor kompetence i det offentlige, og i dag er vi gået fra en offentlig omsætning på stort set ingenting til et to-cifret millionbeløb,” siger Andreas B. Iversen.

Ud over de tre bureauer her, så indgår Baby også i miljøet. Dette bureau havde også et godt regnskab (læs mere her)

Nøgletal for In2media, Gruppen

  • Omsætning 55,093 mio. kr. +38,4 pct.
  • Bruttoavance 38,518 mio. kr. +15,9 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 805.816 kr. +9,1 pct.
  • Lønandel 75,4 (83,4)
  • Resultat af primær drift +2,852 mio. kr. +3556,4 pct.

Nøgletal for In2media

  • Omsætning 39,767 mio. kr. -1,5 pct.
  • Bruttoavance 25,426 mio. kr. -23,5 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 836.382 kr. +13,2 pct.
  • Lønandel 72,7 (83,4)
  • Resultat af primær drift +2,833 mio. kr. +3532,1 pct.

Nøgletal for Insilico

  • Omsætning 15,286 mio. kr.
  • Bruttoavance 13,092 mio. kr.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 752.414
  • Lønandel 80,6
  • Resultat af primær drift +0,019 mio. kr.

Nøgletal for ContentTap

  • Bruttoresultat 0,346 mio. kr. -81,6 pct.
  • Resultat af primær drift -0,129 mio. kr. +70,1 pct.