Digitalbureau har fået 48 nye kunder og 24 nye medarbejdere

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Adapt er i år vokset med 40 pct – og det er vel og mærke oven på et år, hvor man voksede med 50 pct. Baggrunden er en international ekspansion.

2015 har været et travlt år for digitalbureauet Adapt. Ikke blot har man fået mange nye kunder, bureauet har også ansat mange nye medarbejdere.

Og så kan man allerede nu melde ud, at omsætningen for i år vil ende pænt højere end sidste år.

”Vi forventer, at vores omsætning stiger med 40 procent i forhold til sidste år og det ovenpå et år, hvor vi steg med 50 procent,” siger adm.dir. Kresten Wiingaard.

Sidste år landede bruttoavancen på gruppeniveau på godt 32 millioner og det betyder altså, at man i år når op på omkring 45 mio. kr.

Bureauet startede allerede sidste år en international ekspansion med at åbne kontor i Vilnius (Litauen). I år har man så åbnet fire nye kontorer i Barcelona, Boston, Kaunas (Litauen) og senest Berlin.

De nye kontorer har ført til, at man har ansat 24 nye medarbejdere i løbet af året. I alt er medarbejderstaben nu oppe på 80.

Samtidig har Adapt haft en stor tilgang af nye kunder. Ikke færre end 48 er det blevet til, bl.a. internationale kunder som Unity, DS Norden og Möet Nordic.

Om baggrunden for væksten og hvad der skal ske næste år, siger Kresten Wiingaard:

“Vi har mærket en direkte efterspørgsel på digitale bureauer, der kan løse tunge opgaver med omfattende budgetter, og tilsat vores internationale forretningsforståelse følger kunderne glædeligvis med, og omsætningen stiger ligeledes,” siger Kresten Wiingaard og fortsætter:

“Målet for 2016 bliver derfor kontinuitet og stabilitet med fokus på vores forretningsområder. Dog forventer vi stadig en stigning i omsætningen på 25 procent.”