Swipp har formået at skabe blæst omkring sig selv.
De godt 70 pengeinstitutters modtræk til MobilePay fra Danske Bank har på halvandet år kørt to kampagner og skiftet bureau, fra Partners til Hjaltelin Stahl. Og i sit første kampagne-kvartal forbrugte man, hvad MobilePay har brugt i næsten toethalvt år.
Men på ét felt er Swipp tavs: Transaktioner. Swipp sætter ikke tal på, hvor ofte, der swippes, og det beløb, der swippes for. Hverken mellem private eller i butikker. Og tavsheden foregår i lyset af, at MobilePay kan præsentere stadigt større tal for transaktioner.
Børsen har gennem flere måneder forsøgt at få et svar fra Swipp-direktør Martin F. Andersen på Swipp-tallene i butikkerne. Forgæves.
Det bragte chefredaktør Niels Lunde i virkeligheden. ”Herregud, mere indviklet behøver tingene ikke at være,” lød afsættet for at henvende sig til 9 forskellige ekspedienter fra 3 af de kæder, der tilbyder kunderne at betale med Swipp: Matas, Magasin og 7-Eleven.
Her er nogle af svarene:
’Aldrig prøvet’, ’Der var en omkring jul’, ’Utrolig sjældent’, ’Ved faktisk ikke, hvordan det fungerer’ samt det mest positive ’1-2 gange om ugen’.
”Indrømmet, dette er uvidenskabeligt. Ikke desto mindre tillader vi os at hævde, at vores lille markedsundersøgelse har et interessant perspektiv,” siger Niels Lunde og opsummerer den kommercielle sammehæng således:
”Først må man tiltrække en kritisk masse af privatkunder – hvorefter disse kunder presser butikker til at gøre det muligt at bruge den løsning, som kunderne har valgt. Det var sådan, at aftalen mellem MobilePay og Dansk Supermarked kom i stand.”
MobilePay dominerer markedet for privatkunder og har derfor fat i den lange ende på markedet for butikker – også selv om markedsandelen her er lille.
”Og vi forstår godt, at Martin F. Andersen hos Swipp gemmer sine tal,” skriver Niels Lunde.