Da Morten Hershøj i maj 2013 stoppede hos Wibroe, Duckert & Partners, valgte han en usædvanlig fremgangsmåde: Bureauets COO foretrak umiddelbar frihed frem for penge for sin ejerandel og at være bundet af en konkurrenceklausul på op mod et år.
I dag kan man konstatere, at det var en klog beslutning, som han traf sammen med Thorkild Bjerre, digital kreativ dir. i WDP: At stifte Another.
Bureauet debuterer i den aktuelle MyImage analyse for reklamebureauer fra MyResearch – og gør det med maner. Nemlig ved at hoppe ind i Top10 i den samlede stilling. Annoncørerne placerer Another øverst i Brandposition, der bygger på kvalitative parametre. Det dækker bl.a. over en topplacering i digitale kompetencer og i at adskille sig fra andre reklamebureauer. Derudover er der anerkendelse til både den kreative og strategiske styrke.
Læg dertil en økonomiudvikling, der det seneste år har fået ekstra fart på – både i top og bund.
Om optakten til denne positive historie siger Morten Hershøj:
”Jeg gør det op i procenter – selv hvis jeg bliver rigtig gammel, ville mere end ét pct. af mit liv blive brugt på en konkurrenceklausul. Det havde jeg ikke lyst til – og Thorkild Bjerre og jeg havde brug for at prøve noget nyt, noget andet,” siger Morten Hershøj.
Morten Hershøj, adm. direktør i Another
Dette afsæt lagde fint op til bureauets navn, og de to stiftere har siden fået Casper Willer, tidl. Naked i London, og i september også Miriam Plon Sauer, tidl. strategisk direktør hos Zupa, med som partnere.
”Vi ser os selv som Brand Guardians, som et kreativt Brand Company. Det er ikke bare reklamer eller en ny digital app, men summen af det hele i form af storytelling, identity og experience. Og vi kan se, at der er brug for nogle med et bredt kreativt mindset til at tage vare på brandet,” siger Morten Hershøj og tilføjer:
”Vi bygger brands på en anden måde, og vi er inde over dér, hvor det giver mening – også på eksempelvis medieeksekveringen.”
Der bliver også produceret reklame, som vor mor lavede det, i form af lanceringskampagner, film og annoncer. Men det er i stigende grad noget andet, kunderne vælger og bruger Another til. Miriam Plon Sauer siger om tilgangen:
”Vores centrale udtryk er There is Another Way. Det forpligter os over for kunderne, for vi hverken kan eller vil ikke bruge den samme plade fra gang til gang, kunde til kunde.”
Miriam Plon Sauer, strategisk dir. i Another
Processen og produktet er én ting, også på den blødere akse – for så vidt angår tilgang og attitude – er stilen mere international, mere u-dansk:
”Der er ingen øvre barre. Når vi siger, at vi vil være Top5 på kreative bureauer, så mener vi det. Og når vi siger, at vi vil være et internationalt bureau, så forfølger vi det,” siger Morten Hershøj.
Han suppleres af Miriam Plon Sauer:
”Vi er ikke bange for at blive fyret af en kunde, vi er ikke bange for måske at blive vraget i en pitch – vi er spændte, naturligvis, men vi er også ivrige.”
Og iveren uddybes således:
”Vi har en hundeårs-betragtning. Og Imageanalysen bekræfter os i, at tingene går stærkt – og i at vi har søsat bureauet på det rigtige tidspunkt,” siger Morten Hershøj.
Grundlaget for ambitionerne kommer fra medarbejderne og fra partnerkredsen, hvor Morten Hershøj fremhæver kompetencer som klassisk kreativitet, digital kreativitet, activation, forretningsforståelse og planning.
Thorkild Bjerre, kreativ dir. i Another
Og den ranke ryg må gerne smitte:
”Vi kigger på Sverige og Holland, på bureauer som Åkestam Holst, Forsman & Bodenfors, Sid Lee og 72andSunny, men vi kan også gøre det i København,” siger Morten Hershøj.
Den flotte placering i Imageanalysen rummer også en udfordring – for ganske vist er dem, der kender Another, særdeles positive i deres kritik, men bureauet er endnu ikke så kendte. Og erfaringsmæssigt er det svært for bureauer at fastholde det kvalitative parameter i takt med at udbrede kendskabet.
Denne problematik er Another bekendt med:
”Et bureau kan være noget eller nogen, man kender. Another har hidtil været nogen, man kender personligt. Vi vil også gerne være noget, man kender,” siger Miriam Plon Sauer.
En egentlig markedsføring eller en ekstraordinær award-indsats vil man ikke se fra Anothers side. Morten Hershøj siger:
”Det er vores arbejde for kunderne, der skal gøre os kendte. Allerede nu møder vi de gode og store bureauer i pitches, og vi er på vej til at udkomme med nogle store ting for kunder i løbet af foråret.”
Casper Willer, kreativ dir. i Another
Og målet for Another er netop at blive kendte, og ikke store.
”Vi kunne gå efter at være et konglomerat eller Danmarks bedste bureau – det ene er ikke bedre end det andet, men vi går efter at være det bedste,” siger Morten Hershøj.
Regnskabstallene viste en god, men også en lidt stilfærdig start. Det gik for så vidt fint med Morten Hershøj og Thorkild Bjerre alene ved roret. Men i takt med at ambitionerne er øget, er tallene fulgt med:
”Vi lovede os selv at fordoble bruttoavancen fra 2014 til 2015 – og det har vi holdt. Fra 4 til 8 mio. kr. Og i år går vi efter at øge den til 12 mio. kroner,” siger Morten Hershøj og tilføjer:
”Et andet løfte var altid at have sorte tal på bundlinjen, og den skal være syvcifret i 2016. Vi er 14 medarbejdere – 16, når vi får ansat de to kreative folk, vi søger for tiden. Inden året er omme, har vi nået 20.”
Han opsummerer:
”Vi kunne godt tjene flere penge, hvis vi havde bygget bureauet op med dét formål. Men vi vil gøre en forskel for vores kunder. Det er dét, der driver os. Jeg har noget at stå op til hver eneste dag.”