Bureaunyt: Bureau udvider ejerkredsen

Læs også: Bureauleder bliver del af Designrådet, native ad-netværket Strossle er blevet købt af Azerion, og e-handelsbureau køber 3000m2 stor kontorejendom i Aalborg.

Bureau udvider ejerkredsen med 2 partnere
29xStudio er et århusiansk digitalt bureau, der på otte måneder er gået fra 2 til 6 medarbejdere. Nu køber to af medarbejderne sig ind i bureauet.

Det er Christian Lauridsen Færch og René Albertsen, der træder ind i ejerkredsen til de oprindelige stiftere Kim Dolleris og Martin Haun.

Bureauejerne forventer, at det første regnskabsår for bureauet vil ende omkring 4 mio. kr. i omsætning. Kunderne tæller blandt andre AB Gruppen, Sleeknote, Leadfamly, Epinion, Flexa og Jyske Finans.

Fra venstre: René Albertsen, Martin Haun, Kim Dolleris, Christian Lauridsen Færch

Native ad-netværket Strossle er blevet købt af Azerion
Hollandske Azerion, der er specialister i digital gaming og monetisation teknologi, køber Strossle International AB med henblik på at styrke sin position i Norden og Central- og Østeuropa.

Som kommentar til købet siger Patrik Fagerlund, VP Nordics i Azerion:

“Strossles prisvindende platform for kontekstuel og native advertising forventes at bidrage til Azerions portefølje og understøtte vores kunder i de nordiske og central- og østeuropæiske markeder. I en verden, hvor det at tracke forbrugere overvejende handler om enighed, vinder kontekstuel annoncering hurtigt terræn. Sammen kan vi skabe mere værdi for annoncører og udvikle tjenester og værktøjer, som respekterer brugernes ret til digitalt privatliv.”

Allan Schou fortsætter som direktør. 

E-handelsbureau køber kontorejendom i Aalborg
Det nordjyske konsulentbureau Wexo, der hjælper virksomheder med e-handel og udvikling af webshops, er med 15 nye medarbejdere vokset ud af de eksisterende lokaler og har investeret i en kontorejendom på knap 3.000 kvadratmeter på Gøteborgvej 16 i Aalborg. Wexo har 40 ansatte, og forventer at øge medarbejderantallet med 75 pct. i løbet af de næste par år. 

Bureauleder bliver del af Designrådet
Medstifter og CEO i designbureauet AM Copenhagen, Kristina May Pries, er blevet valgt ind i tænketanken Designrådet, der har til formål at fremme dansk design ved at udforske designbegrebet og vise offentlige og private beslutningstagere, hvordan design skaber intelligente løsninger og nye muligheder. 

Designrådet består af forskellige designere, producenter, kuratorer, journalister, forskere og ledere, der beskæftiger sig med dansk design i alle afskygninger – herunder bl.a. stifteren af Hummel, Christian Stadil, modedesigner Henrik Vibskov og møbeldesigner Kasper Salto.


Kristina May Pries