Dagrofa siger farvel til kommunikationsdirektør

Peter Engholm
25@mail.dk

Detailkoncernen har netop taget fat på at finde den person, der skal have det overordnede ansvar for presse- og mediehåndtering.

Dagrofa-koncernen, der omsætter for ca. 20 mia. kr. om året, skal have ny kommunikationsdirektør.

Det skyldes, at Markela Dedopoulos – efter gensidig aftale – fratræder ved udgangen af januar 2016.

Markela Dedopoulos tiltrådte stillingen som kommunikationsdirektør i 2014 og har især arbejdet på at konsolidere og udvikle Dagrofas interne og eksterne kommunikation, herunder understøtte forretningsstrategien, samt haft det overordnede ansvar for presse- og mediehåndtering.

Dagrofa har det seneste år bl.a. ændret sin organisation og lanceret et helt ny kæde; Meny. Og nu igangsætter man straks rekrutteringen efter en ny kommunikationsdirektør. Indtil stillingen er besat, varetages denne af koncerndirektør Peter Hiort-Lorenzen.

Udover Meny omfatter Dagrofa i Danmark profilhusene Kiwi, Spar, Min Købmand, Let-Køb samt FoodService Danmark og Dagrofa Logistik .