Da det danske luksusbrand sidste sommer hentede Pascal O’Neill til Danmark fra Schweiz som ny marketingdirektør, lignede det en organisatorisk oprustning i marketing-organisationen.
Pascal O’Neill er en erfaren mand med en fortid både hos internationale lukususbrands som Tag Heuer og Rolex samt som direktør hos Saatchi & Saatchi.
Forinden havde Georg Jensen desuden valgt Umwelt som nyt digitalt bureau, og samarbejdet mellem Pascal O’Neill og Umwelt førte i slutningen af sidste år så til lanceringen af det ambitiøse projekt, The Gift of Giving.
Det var et digitalt branding projekt, der høstede betydelig opmærksomhed samt internationale awards – men siden er det gået mindre godt.
Pascal O’Neill er stoppet igen hos Georg Jensen. Det har ikke været muligt at få en forklaring fra firmaet eller få oplyst, om der er udpeget en efterfølger. Pascal O’neill henviser til Georg Jensen.
Hos Umwelt ærgrer forløbet adm. dir. Martin Michael Hansen.
”The Gift of Giving har været et meget ambitiøst projekt, der har evnet at binde overordnet branding sammen med det direkte taktiske. Man starter med brandingen på sitet men ender i shoppen,” siger Martin Michael Hansen og fortsætter:
”Pascal O’Neill har været en meget ambitiøs marketingdirektør, og The Gift of Giving var rent faktisk første skridt i en digital transformation af Georg Jensens marketing-platform. Hvad der sker med det, ved jeg pt. ikke noget om.”