Tivoli lancerer sit eget ølbrand – designet af Poul Mikkelsen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Den nye øl er udviklet af Poul Mikkelsen sammen med Laust Pedersson fra Montdor og bygger på et samarbejde mellem Tivoli og Royal Unibrew.

Som mangeårig medarbejder hos DDB kender Poul Mikkelsen øl-markedet godt gennem bl.a. Royal Unibrew. Nu har han sin egen lille forretning – og nu er han igen involveret i et øl-projekt – vel og mærke et mere utraditionelt af slagsen.

Det gælder et helt nyt ølbrand, der brygges af Royal Unibrew og brandes under Tivoli-navnet. Koncept/ide og design er lavet af Poul Mikkelsen i samarbejde med Montdor og Laust Pedersson – samt et tæt samarbejde med Tivolis team.

Produktet blev præsenteret i går, da Tivoli holdt pressemøde om den kommende sæson.

Tivoli Brew retter sig ikke kun mod salg i forlystelseshaven. Man vil også man kunne købe, de foreløbig tre øl, i specialbutikker, på hoteller og udvalgte restauranter i området.

Konceptet er desuden lagt an på eksport til en lang række markeder. Men særligt i østen er der stor interesse for Tivoli og hele den kultur Tivoli repræsenterer.

Tivolis adm. dir., Lars Liebst er dog forsigtig med at udtrykke forventninger til mulige økonomiske resultater.

“Vi er nok lidt konservative. Vi sælger ikke noget, før bjørnen er skudt og pelset. I første omgang kan det forhåbentligt ses på vores brand, at vi kommer ud på nogle markeder, hvor vi ikke naturligt er i dag. Det er blandt andet i Fjernøsten, som Royal Unibrew i dag eksporterer til. Og om et par år håber jeg da også på, at man i den grad kan se det på vores bundlinje,« siger Lars Liebst til Ritzau Finans.

I første omgang er der tre øl, og produktkonceptet består i at brygge øllet med inspiration fra Tivolis haver. Det kan f.eks. være honning. Der er 300.000 bier i haven midt i København. Ud over honning skal de nye øl også smage af krydderier og rosenknopper dyrket i Tivoli.

Hos Royal Unibrew er forventningerne store.

”Vi er virkelig stolte over dette nye samarbejde med Tivoli, og vi har store forventninger til Tivoli Brew, som vores brygmestre har været med til at skabe i et ganske tæt samarbejde med Tivoli. Tivoli er ikke bare en institution i dansk kultur og historie – det er også et verdenskendt brand,” siger Carsten Nørland, direktør Royal Unibrew Nordic, og fortsætter:

”Derfor ser vi rigtig meget frem til at brygge og sælge craft beer under Tivoli Brew-navnet over hele verden, så alle kan smage den høje kvalitet i godt, danskbrygget øl. Ølelskere kan virkelig glæde sig til nogle velsmagende øl, der indfanger den ægte Tivoli-sjæl.”

Øltyper:

  • Vienna Note Pils: Brygget på tjekkisk gulvmaltet byg, Cara Munich Type 1 malt og de fineste tjekkiske Saaz og Kazbek humler. Øllen er tilsat honning, græskar og æbler. 5,0% Vol.
  • Golden Tower IPA: En særlig IPA-version som udover humlekrydning fra Citra, Simcoe og Pacific Gem også er krydret med mange krydderier og planter fra Tivoli. 5,7% Vol.
  • Rose Leaf Amber Ale: Øl der kombinerer Pilsner og Ale malte. En fyldig og blød, mørk Ale med krydrede noter. Brygget på humle fra New Zealand og USA tilsat et twist af rosenknopper fra Tivolis berømte roser og hybenbuske.