Digitalt bureau opruster kreativt: 4 nye medarbejdere

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Trods et lidt magert 2015 har Subsero i alt ansat 5 nye medarbejdere siden nytår. Det er en oprustning på omkring 30 pct.

Opdateret: 2015 kommer til at fremstå som et lidt mere magert år hos det digitale bureau, Subsero. Både bruttoavancen og bundlinjen faldt.

Men det anfægter ikke optimismen og viljen til at investere. Siden nytår har Subsero ansat 5 nye medarbejdere, hvilket skal ses i forhold til et gennemsnit på knap 17 i hele 2015. 4 af dem er kreative.

”Vi arbejder fokuseret med at positionere os i markedet. Med oprustningen i kreativ afdeling føler vi, at vi står stærkere med et rigtigt godt miks af etablerede kræfter og talent. Desuden har vi fået et sæt nye og dygtige hænder ind i projektafdelingen, så vi kan gribe endnu flere opgaver i fremtiden”, siger adm. dir. Kristoffer Hamborg.

De 5 nye medarbejdere er:

  • Michael Rud. Senior koncept & tekstforfatter. Han har bl.a. været hos &Co, Brandhouse og BBDO og kommer senest fra In-Mind.
  • Louise Pedersen. Kreativ grafiker. Hun har 10 års erfaring fra Cool Gray.
  • Rasmus Frimand Jensen. Kreativ. Han kommer med erfaring fra bl.a. DDB, &Co og Isobar.
  • Mia Sommer-Larsen. Koncept & Tekstforfatter. Hun kommer fra en stilling som tekstforfatter hos Marketsquare.
  • Sanne Prehn. Senior Projektleder. Hun har 15 års erfaring med dialogmarkedsføring og kreativ kommunikation fra bl.a. McCann og In-Mind, hvor hun senest har været.

Forklaringen på den økonomiske udvikling i 2015 kan bl.a. henføres til bureauets navn – Subsero betyder: ‘Jeg sår, jeg planter’ :

”Vi brugte mange kræfter i 2015 på at så, og det er disse frø, der er vokset frem her efter nytår, så vi har fået brug for flere hoveder og hænder,” siger Kristoffer Hamborg og tilføjer, at bureauet også oplevede, at nogle af de gamle kunde var mindre aktive og nogle af de nye kunder var meget ressourcekrævende, hvilket påvirkede lønsomheden.

”Så det hele summede op i et mindre fald i bruttoavancen, hvor vi heldigvis valgte at holde fast i bemandingen,” siger Kristoffer Hamborg og fortsætter:

”Vores opgaver bliver både større og flere, og derfor har vi ikke bare brug for flere hænder, men også for tungere kompetencer. Det har vi fået ind i huset nu. De nye ansættelser skal fremme vores positive udvikling og sikre, at vi bliver ved med at levere stærke kreative koncepter baseret på indsigt i målgruppen og i de digitale platforme.”

Nøgletal for Subsero

  • Bruttoavance 13,5 mio. kr. -10 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 808.383 kr. -19,2 pct.
  • Lønandel 70,2 (63,8)
  • Resultat af primær drift +1,025 mio. kr. -54,2 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Der var en tyrkfejl i den første udgave af denne artikel. Der stod et minus foran den primære drift på 1,025 mio. kr. Det var en fejl. Der er tale om et overskud.