Employer branding bureau udnævner ny adm. direktør

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Den nye direktør er fundet internt. Den tidligere adm.dir. fortsætter i virksomheden som direktør og som ny bestyrelsesformand.

Employer branding bureauet Core:workers har udnævnt 45-årige Gitte Rosholm til ny adm. direktør i Danmark.

Hun overtager posten efter stifter og ejer, Henrik Engelund, som fortsætter som direktør med fokus på forretningsudvikling og salg.

Desuden bliver han ny bestyrelsesformand efter Lone Schøtt Kunøe.

”Gitte har gjort et fantastisk stykke arbejde for Core:workers, både for vores medarbejdere og vores kunder. Det er helt naturligt for mig at overlade den daglige drift og ledelse af den virksomhed, jeg har opbygget gennem 23 år, til en så fagligt kompetent og dygtig leder som Gitte. Det giver samtidig rum til, at jeg kan fokusere på at udvikle forretning og ydelser, så de fortsat kan matche og møde behovet for skarp, målrettet og involverende kommunikation fra alle vores spændende kunder,” siger direktør Henrik Engelund.

Gitte Rosholm har været direktør og partner i Core:workers i 3,5 år og hun vil fremadrettet udgøre ledelsen sammen med Henrik Engelund og Teddy Birch Petersen, der kom til Core:workers i marts i en nyoprettet stilling som kommerciel direktør.

Den nye adm.dir. er uddannet inden for kommunikation og psykologi, og har gennem 19 år arbejdet i krydsfeltet mellem HR, strategi, ledelse og kommunikation, bl.a. som strategikonsulent i DR og direktør i kommunikationsbureauet Advice. 



Kundeporteføljen hos Coreworkers tæller bl.a. Microsoft, Novo Nordisk, KMD, Dong Energy, Danmarks Nationalbank og Region Midtjylland.