Tre danske bureauer vinder Webby’er

Peter Engholm
25@mail.dk

Sidste år vandt to danske bureauer prisen, der på 20. år hylder det bedste på nettet. De har nu gentaget bedriften, og denne gang er yderligere et bureau blevet belønnet. Se de danske resultater her.

Opdateret. Dansk digital kompetence formåede at stikke ud, da ca. 13.000 arbejder fra i alt 70 lande blev bedømt af både juryen og folket i The Webby Awards.

3 bureauer – Hello Monday, Saatchi & Saatchi samt UncleGrey – fik til sammen 4 awards i konkurrencen med taglinen ’Honoring The Best of The Internet’.

Hello Monday vandt en Webby sidste år og kører dobbelt-op i år med to af slagsen, for henholdsvis Wove (videretænkningen af smartwatches) og Google Ideas (Jigsaw) – begge sites.

Wove har fået en Webby Award, mens Google modtager en Webby People’s Voice Award.

Saatchi vandt sidste år for Toyota, og det høje niveau holdes fortsat i samarbejdet, for i år har A Siri-ous safety massage – også for Toyota – vundet en People’s Voice i kategorien Online Guerilla & Innovation.

”Webby er skabt på internettets præmisser og placerer reklame sammen med bl.a. popkultur. Det er vitterligt internettets Oscar,” siger Regner Lotz, der er kreativ direktør for Saatchi.

Han tilføjer:

“A Siri-ous Safety Message er et forsøg på at give et ellers negliceret medie, radioen, en ny placering. Spottet aktiverer talefunktionen i iPhone og Android og sætter den på airplaymode. Det virker kun på dem, der aktivt bruger deres mobil under kørslen – hvad de jo ikke må. Vi fik med et radiospot sat en samtale i gang på sociale medier om sikkerhed.”

UncleGrey er tredje danske bureau-vinder. Også en People’s Voice og med en award-kending: The Canon Gig App, som allerede gjorde sig bemærket i sidste års Cannes Lions. En værdiskabende nyfortolkning af klassikeren Don’t Tell, Show It, når det gælder kvaliteten af et regulært kamera kontra dét i mobilen. Det samme arbejde gør sig lige nu også gældende i D&AD og Creative Circle Award.

I alt 11 danske bureauer og 2 kunder-på-egen-hånd stod bag 15 arbejder, som fik næsten 20 finalepladser.

The Webby Award har årligt uddelt priser siden 1996. Det sker inden for fem felter:

  • Websites
  • Online Film & Video
  • Advertising & Media
  • Mobile Sites & Apps
  • Social

De danske arbejder lå overvejende inden for Websites, men også arbejder inden for Advertising & Media samt Mobile blev fremhævet.

Fremhævelsen af et arbejde sker i flere tempi; Det kan få en Honoree – der er et værdigt klap på skulderen – eller en nominering. Og nomineringen kan så blive konverteret til en jurypris eller en folkets pris, hvor flere millioner personer giver deres mening til kende.

De fire Webbyer er i øvrigt den største danske høst i en lille håndfuld år.

The Webby Awards 2016 – Danske resultater

Webby Award

  • Hello Monday – Wove


Webby People’s Voice Award

  • Saatchi & Saatchi – A Siri-ous Safety Message (Toyota)
  • UncleGrey – Canon Gig App
  • Hello Monday – Google Ideas

Nominee

  • UncleGrey – Weber BBQ Culture
  • UncleGrey – Weber BBQ Culture
  • Molamil – Pass It On
  • Molamil – Pass It On
  • McCann – SAS: Europes most punctual offer
  • Great Works – Holm Marcher & Co
  • Lego Systems – Lego Club

Honoree

  • Dwarf – Halifax: Burger on the Fly
  • e-Types – Seamless Shopping/Paustian
  • MagicPeopleVodooPeople – Aiaiai
  • Spring/Summer – B&O Play H6 Rapha Edition
  • Spring/Summer – Beagle
  • Stupid Studio – Stupid Studios
  • UncleGrey – Weber BBQ Culture
  • VisitDenmark – Bike & Camp

The Webby Award tilbyder – selv efter 20 år – ikke noget større overblik over vinderne. Identificeringen af de 19 ovenstående arbejder skete i forbindelse med nomineringerne ved ihærdighed af Susanne Ingemann, Dansk Markedsføring. Skulle vi have overset nogen, så giv endelig lyd.