Ny film ‘af kvinder, for kvinder’ i mandsdomineret verden

Sandra Nanette Skriver

Det unge bureau Constant Købehavn står bag en film for en ny dansk producent af sexlegetøj. Filmen er kulminationen på et års arbejde og lanceres sammen med kultursitet Nowness.

Hvordan skaber man et livstilsbrand i en kategori, som er mest kendt for snuskede butikker, lidt for meget pink og en klichéfyldt retorik?

Det var afsættet for et samarbejde mellem en ung dansk producent af sexlegetøj og et – i Danmark – ungt bureau.

Ave er producenten, der debuterede for et år siden med en æstetik, der læner sig mere op af skønhed end in your face-sex — og med lanceringen af den nye kortfilm, My Room, tages der endnu et skridt væk fra tabuerne.

Bureauet er Constant København – det relativt nyåbnede danske kontor hos Constant, som Tem Hansen fra Danmark og Tim Ho fra Hong Kong stiftede i netop Hong Kong i 2012.

”Sex, sensualitet og fantasi er naturlige emner, som figurerer på alle niveauer af vores liv. Fra starten var ambitionen at skabe et brand, som kunne tale med og skabe ny debat, men på en stilfuld måde”, siger Tem Hansen.

Filmen – der kan ses her – er blevet til i tæt samarbejde med produktionsselskabet The Woerks. Den er instrueret af Mette Carla Albrechtsen, og valget af en kvindelig instruktør var bevidst fra starten.

”Underligt nok er industrien for sexlegetøj meget mandsdomineret, så vi blev hurtigt enige om, at ’af kvinder, for kvinder’-vinklen var nærliggende. Det er et svært emne at behandle, så det skulle gøres med indsigt, poesi og simplicitet for ikke at lande i samme gruppe som mange andre brands,” siger Tem Hansen.

Filmen blev lanceret mandag på Nowness.com, der er blandt verdens mest prestigefyldte videoplatforme inden for kunst og kultur og et bevidst valg i forhold til Aves filosofi ”Inspired Pleasure” samt den målgruppe, man vil bygge brandet omkring.

Ud over Ave-projektet har Constant København skudt en global kampagne for New Balance i København med fotograf Nikolaj Møller samt arbejdet med The Woerks på en række livstilsportrætter, også for New Balance, som blev lanceret i Tokyo i november.

Constant København er som nævnt en aflægger af et Hong Kong-bureau, og arbejdet kommer via udenlandske kunder, men det er ikke desto mindre en del af strategien at finde og arbejde med de rigtige danske partnere.