YouSee er i fuld gang med at forberede aflivningen af TDC som brand på det private marked til fordel for YouSee. I den forbindelse har man nu ansat en ny marketingchef.
Valget er faldet på supermarkedskæden Menys marketingchef, Heidi Teschemacher.
Det efterlod et hul her, og det er så klaret ved at flytte Henriette Dudek Povlsen fra en stilling som marketingchef for Spar, Min Købmand og Let-Køb.
Hun har senest stået for relanceringen af Spar-kæden med den nye kommunikationsplatform – ”En af de lokale”. En kampagne, som har fået massiv opmærksom i medierne, i reklamer og skabt stor interesse på de sociale medier.
’’Med Henriettes tilgang får vi en stærk marketingprofil i Meny. Hun har i forbindelse med udrulningen af Spar-kædens nye koncept vist, at hun har de kompetencer, der skal til for at stå i spidsen for markedsføringen af Meny. Jeg ser frem til, at hun skal varetage denne uhyre vigtige rolle i en kæde, hvor vi fortsat investerer massivt i udvikling og dialog med vores kunder’’, siger Christian Higraff, marketing- og onlinedirektør i Dagrofas købmandshus.
Det efterlader så et hul hos Spar, Min Købmand og Let-Køb, og her er man så gået i gang med at finde en ny.
Henriette Dudek Povlsen overtager stillingen som Menys marketingchef pr. 1. juni 2016.