Hanne Schmidt fik med sin klumme i går på Bureaubiz fyret godt op under debatten om kvinder i reklameverdenen – godt assisteret af Poul Mikkelsen, der i en kommentar kastede al finfølelse over bord og gik i et frontalt angreb på kvinder.
Et andet sted i medieverdenen optrådte en anden brancheperson med synspunkter, der godt nok var mere generelle omkring moderskab, barsel og karriere.
Men Johanne Bruun Rasmussen lægger som designer og founding partner hos Hello Monday ikke skjul på, at karriere og job betyder meget for hende. Det har givet nogle udfordringer i forhold til at få tre børn – men i sin kronik i Berlingske får hun skildret nogen af de overvejelser, der kan betyde noget for kvinders rolle i branchen.
Kronikken har været længe undervejs – skrevet for et år siden (så graviditeten, nævnt i kronikken, er nu afløst af en dreng på otte måneder). Johanne Bruun Rasmussen fik kolde fødder, men erkendte for nylig, at det ‘ikke er så vigtigt, om jeg er bange for hvad folk synes. Det vigtige er, at der er nogle mænd der tager noget barsel’.
Læs f.eks. dette uddrag:
“To måneder inde i min barsel ringede mine kolleger: Vi havde fået mulighed for at pitche (præsentere) en opgave til en stor amerikansk kunde. Vi kunne have meldt pas, men jeg fik sommerfugle i maven, og de 14 dage, hvor jeg hver dag gik på arbejdet med min baby – og lærte at der akkurat kan ligge et ammende barn mellem en touchpad og et tastatur – var de bedste i min barsel. Vi vandt ikke pitchet, men det var fantastisk at være tilbage i loopet, fantastisk at føle sig som andet end et omvandrende mælkeanker.
Da jeg endelig, efter seks måneder, kom rigtigt tilbage på arbejdet, havde alt forandret sig. Jeg følte, at jeg havde været væk i en evighed på trods af, at jeg løbende havde læst mails og i det hele taget havde arbejdet en del hjemmefra. Ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg havde lyst.
Det næste halve år fulgte det, som jeg senere har døbt »barsels blues«, hvor jeg konstant havde dårlig samvittighed, uanset om jeg var på arbejde eller var derhjemme med min baby. Især den kvindelige omverden sørgede for, at jeg altid var tanket godt op på skyld-med-skyld-på-kontoen, og flere gange var jeg tæt på at kaste karriere-håndklædet i ringen. Ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg følte, at jeg skulle.
I 2010 skulle jeg igen på barsel. Barselssituationen havde overhovedet ikke ændret sig, og igen var det min hovedpine at få fordelt de seks måneder ud over, ja altså – mig.
Med min første »barsels-blues« frisk i erindringen indgik jeg en »aflastningsordning« (som vi kaldte den) med mit arbejde, den gik ud på, at jeg hver dag de sidste tre måneder i min barsel kom ind på kontoret og fik fingrene i bolledejen. Selvfølgelig i det omfang, min søn gad være på arbejde.
På den måde blev min ammehjerne ikke for stor, og jeg mistede ikke på samme måde fornemmelsen af, hvad der foregik i en digital verden, som interesserer mig. Det passede endda som regel med, at min søn tog en god lang lur de timer, vi var på kontoret.”
Johanne Bruun Rasmussen er siden blevet skilt og skal nu have barn nr. 3 med en ny kæreste. I den sammenhæng undrer det hende, at hendes kæreste aldrig skal forsvare kun at ville tage en måneds barselsorlov, mens hun skal føle skyld for kun at tage fem måneder.
Johanne Bruun Rasmussen skriver videre:
“Ved at give os retten til 52 ugers barsel, har vi samtidig skabt en kultur, der fratager os retten til ikke at tage al den barsel. Vi har skabt en kultur, hvor vi dyrker moderskabet, frem for forældreskabet. Og bevares, jeg er da også en hund efter nybagte boller og babypludder, min karriere ville bare ikke kunne tåle, at jeg samlet set brugte næsten tre år af mit liv på kun at dyrke det.”
Hendes agenda med kronikken er et forslag om at øremærke noget barselsorlov til mænd. Hun mener, det vil få skilsmisse-raten til at falde og i den forbindelse fortæller hun om en en ven – en mand – der havde benyttet muligheden for at være på barsel. Det havde han været glad for – men han havde også oplevet, hvordan han kunne blive tosset på sin kone, når hun kom for sent hjem.
Sådan et menneske synes han egentlig ikke selv, han var.
”Men hey, sådan et menneske er vi alle sammen efter otte timer alene med en sur baby, og det er netop den indsigt, der ville være så fantastisk for alle mænd at få, og den får man altså først, når man har prøvet at være på barsel. Netop den indsigt, den gensidige respekt og forståelse, den ville føre med sig, tænker jeg, ville kunne spare det danske samfund for en masse skilsmisser,” skriver Johanne Bruun Rasmussen.
Kommentarsporet rummede også en henvisning til et projekt fra Miami Adschool, hvor tre mænd og tre kvinder har beskæftiget sig med kvinder i reklame:
