Spies’ marketingchef, Eva Lundgren, tørnede i aftes sammen med IBIS’ generalsekretær, Vagn Berthelsen i Aftenshowet for at debattere selskabets kontroversielle annonce om nødhjælp.
En umiddelbar vurdering vil være, at det slap hun bedst fra. Eva Lundgren kunne henvise til dialog med folk på Lesbos – heriblandt borgmesteren – der havde sagt, at hvis de ville hjælpe, så kunne de passende gøre det ved at skaffe turisterne tilbage til øen, fordi flygtninge-problemerne har kostet dem deres levebrød.
Over for det kunne Vagn Berthelsen ikke sige meget andet end, at han synes, det var en usmagelig sammenblanding af ting i annoncen. Han måtte indrømme, at der klart var brug for at hjælpe indbyggerne på Lesbos – men han havde ikke andet bud på, hvad man så skulle gøre end at tale om krisehjælp til Grækenland.
Og direkte spurgt om det ikke var i orden, hvis annoncen fik folk til at rejse til Lesbos, kunne han ikke sige andet end, at han ikke brød sig om sammenblandingen.
Pressemeddelelse uden effekt
Eva Lundgren kunne fortælle, at man for ca. 14 dage siden udsendte en pressemeddelelse om (se den her), at folk på Lesbos efterlyste, at turisterne vendte tilbage til øen – men den havde ikke fremkaldt nævneværdig reaktion.
Det har annoncen så – og så kan man jo diskutere, om den ikke lige netop har virket efter hensigten.
Man kan altid indvende, at noget måske kunne være formuleret mere elegant og følsomt. Problemet er, at man skal trænge igennem kommunikations-støjen – og det opnår man sjældent ved at være for pæn.
Det er et hold af Spies-folk, der selv har stået for udformningen, og Eva Lundgren kunne fortælle, at man havde tænkt sig ganske meget om på udformningen af annoncen. Og når den får så betydelig opmærksomhed, så bliver det lidt teoretisk at diskutere, om den kunne være udformet anderledes.
IBIS-generalsekretærens holdning til, at man bare kunne tale om krisehjælp, forekommer ikke overbevisende. Man kan jo overveje, hvilke reaktion det vil få hos danskerne at tale om at yde krisehjælp til grækerne.
Hvad siger de potentielle kunder?
Det centrale i bedømmelsen af kommunikationen bliver, om den kan få en effekt på et antal menneskers lyst til at rejse til Lesbos.
At der er nogen, der er forargede behøver ikke betyde noget. Det kan være folk, der ikke i forvejen kunne drømme om at købe en rejse med Spies til Lesbos.
Spørgsmålet bliver, hvordan Spies’ potentielle kunder reagerer på annoncen. Og de kan sagtens reagere helt anderledes end den offentlige debat. En rundspørge, som Aftenshowet havde foretaget, afspejlede da også ganske nuancerede holdninger.