Det danske rådgivnings- og mediehus Søgemedier A/S opkøber for første gang et andet firma, som samtidig er en konkurrerent. Det drejer sig om Deskwolf, der har 10 medarbejdere.
Søgemedier A/S blev etableret for otte år siden. Firmaet har i dag 90 medarbejdere og 5.000 kunder.
”Deskwolf er et anerkendt navn i branchen og en af de eneste danske virksomheder, der udelukkende fokuserer på Facebook. De har brugt rigtig mange ressourcer på at dygtiggøre sig inden for mediet og har bl.a. udviklet et unikt og brugervenligt system til håndtering af firmasider,” siger stifter og direktør Allan Damborg, der tidligere har været direktør for De Gule Sider.
Ifølge direktøren bliver det ikke det sidste opkøb:
”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke ønskede at vækste mere. Jo større muskel, des bedre. Derfor kommer købet af Deskwolf formodentlig heller ikke til at stå alene. Vi vil forsætte med at kigge ind på interessante virksomheder, der kan styrke Søgemedies position i markedet. Men der er ingen tvivl om, at jeg er kræsen,” siger Allan Damborg.
Søgemedier A/S har til huse i Aarhus, med kontor i København.