Turbo på Blackwood: Omsætningen blev 4-doblet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Og bruttoavancen blev 10-doblet. Til gengæld blev underskuddet fordoblet. Men Blackwood er mere en investeringstung tech-virksomhed end et mediabureau. Som dog har vundet VW i Tyskland.

Blackwood Sevens to direktører, Thomas Bertelsen og Henrik Busch, virker mere direkte, når de taler om deres produkt end for 1-2 år siden. Og jo – det er nok blevet mere færdigt end sidst, Bureaubiz mødte dem.

”Vi har et produkt, som ingen andre i verden kan gøre os efter,” siger Thomas Bertelsen. Med tilføjelsen, at techudvikling fortsat står øverst på agendaen.

“Vores platform har været operationel i over et års tid, men rækken af ekstra features og services som skal udvikles og tilføjes er lang. Som ved alle andre teknologi-platforme, så vil vi nok aldrig komme i en situation, hvor vi føler, at nu er vi helt færdige med udviklingen,” siger Thomas Bertelsen.

Først og størst i marketingverdenen kan være en vanskelig ting at afgøre – men under alle omstændigheder, så har de en række ting til at underbygge deres optimisme.

  • Investorerne i form af venturekapitalister og Vækstfonden er tilpas glade til at de løbende har skudt mere kapital i firmaet.
  • Blackwood Seven har fornylig opkøbt et amerikansk mediabureau, der placerer bureauet på det amerikanske marked.
  • Og så har man også fornylig vundet Groupon i USA .

Hertil kommer så, at man lidt tidligere i år vandt en god del af den digitale forretning hos VW i Tyskland. Den nyhed vakte opmærksomhed i Tyskland.

”De er grundige hos VW. Så vi blev på et tidspunkt udfordret af to professorer indenfor kunstig intelligens, der skulle sige god for de algoritmer, som anvendes i vores modeller – og det gjorde de,” siger Henrik Busch.

Endelig kan de også fremlægge et regnskab, der viser markant vækst: en firedobling af omsætningen og en tidobling af bruttoavancen.

Godt nok står der også et solidt underskud på over 30 mio. kr. på bundlinjen – men det er reelt af mindre betydning. For Blackwood Seven skal i højere grad vurderes som en tech-virksomhed, hvor man investerer tungt i udvikling over driften – finansieret af funding – og derfor er det centrale om udviklingen skrider frem som planlagt og om der kan bygges en efterspørgsel på produktet.

Det sidste skal vise sig i udviklingen af salget, og selvom de ikke vil give konkrete udmeldinger, så konstaterer Henrik Busch dog, at ”2016 vil give en signifikant vækst”.

Ikke et mediabureau

Bedømt på kundesiden ligner Blackwood et mediabureau, men Thomas Bertelsen og Henrik Busch understreger, at de egentlig ikke ser sig som et mediabureau. Blackwood er i deres optik mere en tech-virksomhed inden for marketing-automation.

Platformen handler om at fodre et væld af data ind i platformen – både generelle markedsdata, priser og kundernes egne data om f.eks. salg, antal transaktioner etc.

Herefter bygges en algoritme, der kan forklare kundens salgsresultater i realtid og som kan bruges til optimering af mediaindsatsen fremadrettet.

”Opsamlingen af data og indkodningen af dem er for det meste meget ressourcekrævende. Vi har automatiseret det, så vi kan levere salgs-modellering i realtid. Dette er noget, som ingen andre kan på globalt plan,” siger Thomas Bertelsen.

I forhold til kunderne, så er deres prissætning af platformen baseret på fire del-elementer:

  • En licens
  • En skræddersyning af platformen til kunden
  • Opsamling af data
  • Løbende support

”Grundlæggende vil vi gerne gøre os selv mere og mere overflødige. Jo mere kunderne involverer sig og tager ansvar på basis af vores platform, des bedre,” siger Thomas Bertelsen.

Til den fortsatte udvikling hører udsigterne til, at programmatic buying breder sig fra den digitale verden og ind på f.eks. outdoor og tv.

”Viden om forventet effekt af investeringer er helt central i forhold til at kunne handle disse medier programmatic. Man skal kort sagt i realtid kunne definere et prispunkt for, hvornår det er interessant at købe et specifikt medie i forhold til den forretningsmæssige værdi, mediaindkøbet kan generere hos annoncøren, og det er noget af det, vi arbejder på,” siger Thomas Bertelsen.

Den løbende debat om transparens i mediaverdenen passer dem således ret godt, fordi de har valgt en anden forretningsmodel. De afviser f.eks. at deltage i en pitch, hvis kunderne kræver, at de skal garantere indkøbspriser på specifikke media mange år frem i tiden.

”Beslutningen om hvilke media som anvendes og hvordan de anvendes bør baseres på indsigt i den forretningsmæssige værdi, mediet skaber for annoncøren på det pågældende tidspunkt,” siger Henrik Busch.

Nøgletal for Blackwood Seven

  • Omsætning 310,415 mio. kr. +337,1 pct.
  • Bruttoavance 23,264 mio. kr. +886,2 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 494.979 kr. +340,6 pct.
  • Lønandel 122,1 (533,8)
  • Resultat før skat -31,264 mio. kr. -74,3 pct.

Blackwood Seven Danmark

  • Omsætning 130,108 mio. kr. +149,1 pct.
  • Bruttoavance 5,527 mio. kr. +246,5 pct.
  • Resultat før skat -0,377 mio. kr. +83,2 pct.