DigitasLBi får ny dansk direktør

Peter Engholm
25@mail.dk

Bureauet bliver nu reelt nordisk. Samtidig skifter direktøren i Danmark til en international post i USA, og den hjemlige afløser er hentet udefra.

DigitasLBi rokerer på direktør-posten og re-organiserer sig.

Personen først: Christian Birk, som siden 2014 har været direktør for bureauet, skifter til ”en international post hos DigitasLBi USA”. Først senere på måneden kan skiftet og arbejdet uddybes, og i mellemtiden – nærmere bestemt i går, mandag – er en ny direktør for det danske kontor tiltrådt;

Det drejer sig om Mari-Ann Herloff Mortensen, der kommer fra en stilling som Director, Client & Market Development hos Valtech.

Bettina Sherain, CEO i DigitasLBi Nordics, siger om den nye direktør:

”Mari-Ann er en fantastisk digital rådgiver. Hun bringer et sjældent mix til bordet igennem hendes baggrund i antropologi og UX, dybe teknologiforståelse og passionen for at skabe engagerende brugeroplevelser med forretningsmæssig værdi. Og hendes ledelsesværdier og ambitioner passer til vores kultur.”

Mari-Ann Herloff Mortensen glæder sig – med disse ord – til at komme i gang:

”Jeg har altid været tiltrukket af spændingsfeltet mellem kreativitet og teknologi, og her er DigitasLBi førende herhjemme og internationalt. Bureauets ambitioner i arbejdet med de digitale kundeoplevelser er skyhøje, og understøttes af deres stærke insight- og datateams. Dét fokus vil jeg gerne være med til at stå i spidsen for.”

Derudover har DigitasLBi samlet sig på nordisk plan. Efter i flere år at have arbejdet tæt sammen på tværs af bureauets fem nordiske kontorer er DigitasLBi Nordics nemlig nu officielt ét nordisk bureau med en nordisk organisationsstruktur, fælles bureauledelse og fælles økonomi.

Bettina Sherain forklarer afsættet således:

”Ved at være ét nordisk bureau får vores kunder adgang til 250 specialister på tværs af kreativitet, teknologi, data og media. For vores kunder, både de nordiske og de internationale, er vores evne til at tilbyde dyb ekspertise i skalérbare og sammensatte teams afgørende.”

DigitasLBi samarbejder i Norden med bl.a. Volvo, Ikea, Danfoss, Husqvarna, ISS, TOMS og OnePlus. Bureauet findes i København, Stockholm, Göteborg, Malmö og Trondhjem.