Når de to detailkæder Imerco og Inspiration fusionerer, får de tilsammen en omsætning på ca. 1,6 mia. kr.
Begge kæder fortsætter som selvstændige brands, lød meldingen på et pressemøde torsdag i København, men det er ifølge bestyrelsesformand i Inspiration, Niels Thorborg, for tidligt at sige, om det får nogle konsekvenser for de to kæders bureausamarbejder.
Begge kæder har lange bureau-relationer. Imercos samarbejde med Brandhouse går tilbage til 2003, mens Inspirations samarbejde med Nørgård Mikkelsen begyndte i 2008. Førnævnte Niels Thorborg sidder i ejerkredsen af bureauet.
Imerco og Inspiration begrunder fusionen med konkurrencen fra supermarkederne og fra internettet. Bestyrelsesformand i Imerco, Niels Heering, fortalte, at man i de to kæder tror på, at konkurrencen kan imødegås ved at stå stærkt med både butikker og internet.
”Der er mange, der bestiller på nettet og derefter kommer i butikkerne for at hente varer og får dem pakket ind – og også gerne vil tale med fagfolk. Denne omnichannel-tankegang med at kombinere butik og internet tror vi på,” sagde Niels Heering.
Fusions-parterne lægger op til, at kunderne vil få bedre tilbud, lavere priser og flere produkter i de 153 Imerco- og 48 Inspiration-butikker.
Samtidig tror Niels Heering og Niels Thorborg, at fusionen vil give en del synergieffekter, bl.a. på indkøb, og at det samlede driftsresultat vil blive bedre, men tilføjede også, at man ikke regnede med at fyre folk i forbindelse med fusionen. Der er i alt 1.700 ansatte.
De to bestyrelsesformænd kunne ikke sige om f.eks. de to marketingafdelinger vil blive lagt sammen. Men de flytter i hvert fald i samme hus, og det betyder, at Inspirations ansatte, der i dag møder ind på hovedkontoret i Odense, enten skal pendle til Imercos hovedkontor i Herlev eller finde sig et andet arbejde.
Imerco, der repræsenterer 2/3 af den samlede omsætning, bliver i det hele taget det fortsættende led: Imercos bestyrelsesformand, Niels Heering fortsætter som dette ligesom Imercos adm.dir. Frederik Brønnum fortsætter som adm.dir.
Frank Sørensen, der har været Inspirations adm.dir. siden 2012, har valgt at stoppe, men først når han har hjulpet med at få fusionen på plads.
Fusionen skal godkendes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og forventes at være på plads den 1. november.