Lille bureau har succes med at fokusere på små virksomheder

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Mantra har kastet sin kærlighed på små og mellemstore virksomheder, der har en tiltagende erkendelse af, at de har brug for marketinghjælp.

Store kunder har store budgetter – og trækker derfor større opmærksomhed hos bureauer. Men det behøver ikke være sådan.

Mantra begyndte for et års tid siden at fokusere mere på de mange små og mellemstore danske virksomheder (SMV’er) – dem er der faktisk ret mange af – og det har givet bonus.

På det seneste er der kommet 6 nye kunder til de 12, som bureauet i forvejen arbejder med, og samtidig har Mantra netop afleveret et regnskab, som viser et ganske fornuftigt resultat.

Bruttoavancen stiger godt nok ikke så meget, men Mantra er et netværksbureau, hvor de to folk i bureauet sætter holdet fra projekt til projekt. Det betyder, at meget af aktiviteten ikke kan aflæses i regnskabet, fordi den optræder som varekøb, der indgår i den ikke oplyste omsætning.

Til gengæld kan man læse på bundlinjen, at det går klart frem. Den er steget med næsten 50 pct.

“Vores fokus på SMV’erne er kun ca. et år gammelt, men det er gået ret stærkt siden, og jeg tror, der er et kæmpe potentiale,” siger adm. dir. Hans Henrik Goth og fortsætter:

“Der er taler om nogle kunder, som i stigende omfang erkender, at de har brug for en kompetent og kvalitativ marketing-rådgivning i forhold til en tilgang, der ofte har været mere ad-hoc og taktisk præget. Vi oplever dem som meget lydhøre, og så kommer vi samtidig til at arbejde meget tættere på virksomhedernes øverste ledelse, hvilket er rigtig positivt.”

Hans Henrik Goth fremhæver samtidig, at SMV’erne er velfungerende virksomheder, som dog i mange tilfælde har potentiale til meget mere.
 Og i den forbindelse kan en styrket strategisk selvforståelse, identitet 
og kommunikation gøre en enorm forskel.

Endelig fremhæver han, at der er tale om kunder, som matcher Mantras egen organisation.

“Fleksibilitet, enkle modeller og meget snusfornuft er det sprog, de taler, og det matcher en lille organisation som vores ret godt,” siger Hans Henrik Goth.

De seks nyeste kunder hos Mantra er:

  • STAR, styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering
  • Nordic Business Light
  • Umahro, fødevarer
  • Biosector, biotekvirksomhed
  • Resonans, konsulentrådgivning
  • Efokus, software

Hertil kommer, at Mantra lige nu er i dialog med 2-3 stykker mere – samt at 5 af de øvrige SMV’er på kundelisten er kommet til inden for det seneste år. Det gælder:

Autoparts24, Leanlinking, COK, Oliver Twist og X10.

Nøgletal for Mantra

  • Bruttoavance 2,8 mio. kr. +7,7 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,4 mio. kr. +7,7 pct.
  • Lønandel 55,7 (58,8)
  • Resultat af primær drift +0,715 mio. kr. +44,2 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz