Happys kontaktchef forfremmes og træder ind i direktionen

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Morten Andreasen udnævnes til kontaktdirektør og træder ind på en direktionspost, der har stået klar til ham i halvandet år.

Den tidligere kontaktdirektør gennem 12 år Preben Rokkjær forlod Happy i juni 2015 for at blive salgs- og marketingdirektør for Danæg. Siden da har hans plads i direktionen stået ledig.

Den ventede nemlig på, at Morten Andreasen, der blev ansat som kontaktchef i februar 2015, skulle blive klar.

Det er han så nu, mener direktør Jacob Gaardsted Petersen:

”Vi valgte at lade stillingen stå åben i første omgang, men var ret hurtigt klar over, at Morten Andreasen var et oplagt emne som ny kontaktdirektør. Han har det seneste år stået i spidsen for vores internationale bureausamarbejde E3, hvor han har vist overblik og lederevner, og jeg er glad for, at vi med Morten har fået en kompetent kontaktdirektør fra egne rækker”.

Morten Andreasen, der får det overordnede ansvar for bureauets salgs- og kontaktafdeling, har erfaring fra flere chefstillinger, bl.a. som kommerciel direktør i HC Midtjylland og Dansk Golf Akademi, og som marketingchef for Aleris Privathospitaler.

Han siger selv om udnævnelsen:

”Jeg glæder mig rigtig meget til opgaven, som jeg i princippet har forberedt mig til i mere end et halvt år. Derfor er jeg allerede klar med initiativer, der skal gøre Happy endnu skarpere på både de eksterne og interne linjer”.

Direktionen består nu af direktør Jakob Gaardsted Petersen, kreativ direktør Karsten Olsen og kontaktdirektør Morten Andreasen.