Kommunikationshus og trykkeri køber 2 bureauer

Peter Engholm
25@mail.dk

Buchs i Randers har opkøbt to små bureauer for bedre at kunne tilbyde kunderne digitale kommunikationsløsninger.

Buchs AS ejer sammen med Envision den grafiske produktionsvirksomhed Minh Grafic i Vietnam med 60 medarbejdere, der bl.a. udarbejder layout til magasiner og tilbudsaviser.

Men Buchs kan også på egen hånd: De 30 medarbejdere arbejder inden for reklamebureau, onlinebureau, skilte- og printafdeling.

Og senest er fulgt en oprustning på det digitale: Kommunikationshuset i Randers har således opkøbt bureauerne Innovisio og E-kompagniet.

De to bureauer tæller tilsammen 4 af Buchs’ samlede medarbejderskare – ikke store bureauer, men dog et led i bureauets strategi om at mestre de fleste digitale kompetencer under et tag. Samtidig er det en reaktion på en stadig stigende efterspørgsel på løsninger, der integrerer traditionelle kommunikationsløsninger med digital markedsføring og strategisk rådgivning.

“Vil vil gerne tænke online-delen ind i alle vores projekter lige fra strategi over kreative koncepter til eksekvering”, siger Henrik Olesen adm. direktør i Buchs.

Buchs køb af Innovisio var nærliggende, idet onlinebureauet i forvejen holdt til på samme adresse som Buch, mens E-kompagniet var en tidligere samarbejdspartner.

Både Innovisio og E-kompagniet er både fysisk og navnemæssigt blevet en del af Buchs AS fra og med oktober.