Stor dialog-fusion blev aflyst. Nu gennemføres den alligevel

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Først annoncerede RelationshusetGekko og Increase en stor fusion. Så stoppede en svindelsag fusionen. Nu bliver den alligevel gennemført.

Ærgelsen var til at tage og føle på, da RelationshusetGekko og Increase lige før sommerferien måtte melde ud, at den planlagte fusion under navnet Nordlið var blevet aflyst.

Ikke fordi de ikke fortsat gerne ville hinanden, men Increase havde opdaget økonomiske uregelmæssigheder hos en betroet medarbejder, og man så det som en svindelsag, der derfor også blev meldt til politiet.

RelationshusetGekko har børsnoterede Bording som hovedaktionær, og i en sådan situation trækkes stikket konsekvent.

Men nu viser det sig, at det alligevel bliver jul i bureauerne. I det forløbne halve år har man fået arbejdet tingene igennem således, at fusionen nu gennemføres, og et af Danmarks største dialogbureauer bliver til virkelighed.

“Der er flere årsager. Det er klart, at når der opstår en sag som den hos Increase, så opstår der en tvivl om, hvad der kan gemme sig i bureauet og om hvor stærk driften er. Her har man i det forløbne halve år fået afdækket og isoleret svindelsagen, som er trukket ud af fusionen. Desuden har Increase vist, at de er et bureau i god drift, der fortsat vokser,” siger Jan Køhler fra RelationshusetGekko og fortsætter:

“Men samtidig fortsatte vi med at samarbejde, og det har været en rigtig god oplevelse. Vi har løst mange opgaver sammen med stor succes, og vi har lært hinanden endnu bedre at kende. Vi har set, hvad vi kan sammen og vi har set, hvor vi skal arbejde på at optimere. Man kan sige at vi har været kærester lidt længere tid, og på det grundlag står fusionen faktisk stærkere end for et halvt år siden.”

Nordlið vil rumme ca. 60 medarbejdere og ledelsen af bureauet vil bestå af fire personer. Lasse Christensen er CEO, Jan Køhler har ansvaret for strategi, kreativitet og innovation, Maria Furbo har ansvar for service og operations, mens Henrik Carentius har ansvar for rådgivning og salg.

Nordlið ejes med 55 procent af Bording-koncernen, og resten af ovenstående.

Med udgangspunkt i Bordings nordiske strategi forventes det desuden, at Nordlið vil øge sit virke i Norden, hvor der allerede leveres opgaver i Sverige og Norge.

Increase har siden 2007 specialiseret sig i marketing teknologi og automatisering af marketing processer, som f.eks livscykluskommunikation, datadreven marketing og omnichannel kundeoplevelser.

RelationshusetGekko har til gengæld bygget en langt mere strategisk og kreativt orienteret profil. Kombinationen af teknologi kreativitet har på dialogmarkedet ligner et stærkt koncept, og fusionen ligner derfor et stærkt bud på ”a winning formula”.