Tre digitale regnskaber vækstede i 2024 efter udfordrende 2023

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

2024 var et godt år for bureauerne Peytz, Frankly og Lazzaweb. 2025 bliver endnu bedre, er forventningerne.

Hos de tre digitale bureauer Peytz, Frankly og Lazzaweb kan man se tilbage på et tilfredsstillende 2024.

Både hos Frankly og Peytz var 2023 et udfordrende år, men i 2024 formåede Peytz at vende et underskud til et overskud, og Frankly kan se tilbage på et år med en solid vækst på bundlinjen, som er fordoblet i forhold til 2023.

Peytz har i løbet af 2024 lanceret Peytz Studio, som har styrket bureauets profil på brandstrategi,  koncept og kampagneudvikling samt content creation, og det har været en drivkraft for væksten, siger CEO Laust Jørgensen.
 
”De seneste år har været turbulente, men midt i alt usikkerheden, er det lykkedes os at skabe et stærkt fundament, hvor vi ikke blot leverer teknologi, men også strategisk rådgivning og kreativ eksekvering. Vi har tilført stærke kompetencer på branding-og marketingdelen hvilket er et klart eksempel på, hvordan vi har haft succes med at kombinere vores tekniske ekspertise med dyb forståelse for kundernes behov og markedet med stærk udvikling og eksekvering.”

CEO i Peytz Laust Jørgensen

Hos Frankly har man i Frankly har i 2024 satset massivt på at udvide sin markedsposition, især inden for B2B, life science og finanssektoren.

“Vi har mærket en stigende efterspørgsel, og vores investeringer har allerede givet pote. Vi har blandt andet ansat et stærkt team inden for marketing og forretningsudvikling, som har været med til at drive den positive udvikling. Samtidig ser vi en acceleration drevet af AI, hvor løsninger til salg og distributører, såsom product selectors, bliver stadig mere efterspurgt,” siger partner Klavs Valskov. Han tilføjer:

“Vi er tilfredse med årets resultat. I årerne under og efter pandemien oplevede vi eksplosiv vækst, indtil vi i 2023 oplevede en opbremsning. Det var klart et udfordrende år og i starten af 2024 bar virksomheden stadig præg af de organisatoriske ændringer, vi implementerede i slutningen af 2023, hvor vi måtte sige farvel til en håndfuld kolleger. Nu mærker vi igen et træk og vi ser optimistisk på fremtiden, trods en yderst urolig verden. Vores investeringer i talent og outreach har været afgørende for den udvikling, vi nu ser. Vi har etableret stabile kundeforhold på flere internationale markeder, herunder Tyskland, USA og Italien, hvor vi igennem flere år har arbejdet på at få fodfæste. Vi er nu en etableret aktør med tætte relationer til virksomheder i Tyskland, USA og Italien.”

Klavs Valskov, CCO i Frankly

Opkøb hos Lazzaweb

Hos Lazzaweb har man især øget væksten på toppen, hvor bruttoavancen er steget med 41 pct. til 35 mio. kr.

Bureauet har i 2024 opkøbt Adtivity og Tiger Medias marketingafdeling, hvilket har udvidet de interne kompetencer.

”2024 har været et afgørende år, hvor vi har investeret i kompetencer, nye marketingservices, nyt hovedkvarter og teknologi. Resultaterne viser tydeligt, at vi er på rette vej og har skabt et stærkt fundament for yderligere vækst,” siger Mathias Teis, CEO hos Lazzaweb.

Lazzawebs medarbejdere

Hos alle tre bureauer forventer man et endnu bedre resultat i 2025, og hos Peytz kan det ske gennem opkøb:

”Vi går ind i 2025 med selvtillid og en klar strategi om at vækste og fremtidssikre de offerings, vi tilbyder vores kunder. Med lanceringen af vores nye AI-platform ser vi nye muligheder for at skabe endnu smartere digitale løsninger, og supplere de magne projekter med integrerede AI-løsninger vi allerede leverer,”  siger Laust Jørgensen og fortsætter:

“Vi følger naturligvis aktivt med i markedet for potentielle opkøb, der kan styrke vores position yderligere.” 

Nøgletal for Frankly

  • Bruttoavance 48,303 mio. kr. +1,2 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,05 mio. kr. +16,6 pct.
  • Lønandel 69,7 (74,9)
  • Resultat før skat +5,165 mio. kr. +115,4 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for Lazzaweb

  • Bruttoavance 34,943 mio. kr. +40,9 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 944.413 kr. -8,6 pct.
  • Lønandel 55,4 (50,6)
  • Resultat før skat +8,49 mio. kr. +13,4 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for Peytz & Co

  • Bruttoavance 49,875 mio. kr. +28,8 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,084 mio. kr. +56,8 pct.
  • Lønandel 60,4 (88,2)
  • Resultat før skat +10,871 mio. kr. (-2,437 mio. i 2023)

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz