Modebranchen får brev fra forbrugerombudsmanden

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Sammen med et globalt netværk af forbrugerbeskyttelsesmyndigheder, har den danske forbrugerombudsmand sendt et brev til mode- og tekstilbranchen om, hvordan de undgår greenwashing. Forbrugerombudsmanden vil have fokus på branchen i 2025.

Forbrugerombudsmanden modtager løbende klager over greenwashing i mode- og tekstilindustrien. Det er baggrunden for, at man nu sammen med en række medlemmer af ICPEN, der er et globalt netværk af forbrugerbeskyttelsesmyndigheder, nu har skrevet et brev til mode- og tekstilindustrien.

I brevet opfordrer man modeindustrien til at gennemgå sin markedsføring for at sikre, at man ikke med sine påstande kommer til at greenwashe. Brevet indeholder desuden anbefalinger til, hvordan virksomhederne kan markedsføre sig.

Forbrugerombudsmanden skriver i en pressemeddelelse, at man forventer at tage flere sager op over for danske virksomheder i tekstilindustrien i løbet af 2025.

Fra Forbrugerombudsmand Torben Jensen lyder det i pressemeddelelsen:

“Forbrugere skal være i stand til at navigere i udsagn fra mode- og tekstilindustrien. Derfor er det nødvendigt, at vi nu sender en opfordring til industrien om at være opmærksom på de markedsføringsretlige grænser for grøn markedsføring.”