ISS lancerer sin største brandingkampagne nogensinde

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Mensch står bag kampagnen, mens Dentsu har stået for media. Det er første gang, at ISS samarbejder med begge bureauer. Se kampagnefilmen her.

‘Gør en god arbejdsplads bedre’ hedder ISS sin største nationale brandingkampagne til dato, som er skabt i anledning af koncernens 125-års jubilæum.

ISS har valgt Mensch til at udvikle kampagnen, som har til formål at øge kendskabet til ISS blandt danskerne og samtidig styrke ISS’ position som attraktiv samarbejdspartner og arbejdsplads.

Trods 1.600 kunder og 6.000 medarbejdere i Danmark inden for kantine, teknik, rengøring, reception og workplace experience, er ISS-brandet relativt ukendt blandst danskerne, eller i hvertfald hovedsageligt kun kendt for rengøring, skriver koncernen i en pressemeddelelse.

“Mange kender ISS-logoet, men de færreste ved helt nøjagtigt, hvad vi leverer og står for. Vi har en lang, stolt historie inden for rengøring, men vores services kommer i mange former i dag og bidrager til at skabe attraktive og velfungerende arbejdspladser, hvor mennesker trives. Med den nye kampagne ønsker vi at styrke kendskabet til ISS blandt daskerne ved at synliggøre den rolle, vi spiller på danske arbejdspladser. Det gør vi naturligvis gennem vores mennesker og ved at vise den forskel, de gør – hver dag,” siger CEO i ISS Danmark, Henrick Berendtsen.

Mediabureau er Dentsu, som også er ny samarbejdspartner med ISS. Kampagnen strækker sig over fire uger og kører både som tv-reklame på TV 2, på streamingtjenester som TV 2 Play, ViaPlay, HBO Max, samt som outdoor på DSB- og metrostationer over hele landet. Desuden kører kampagnen på sociale medier med to influencere. Den ene er Thomas Skov. Den anden vil ISS endnu ikke afsløre.

ISS har selv fået idé og tilrettelagt filmen, som er produceret i samarbejde med instruktør Jespe Ærø.