Kapitalfond køber 40 pct. af Spring Family

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Dansk Ejerkapitals køb af Danmarks største bureaugruppe, skal bruges til opkøb og international vækst.

Dansk Ejerkapital køber 40 pct. af Spring Family, der ifølge Bureaubiz’ nøgletalsanalyse igen i år er det største reklamebureau målt på bruttoavance.

Salget skal tilføre bureaugruppen, der består af Spring CC, Zupa og Zite, kapital og kompetencer til at fortsætte den vækststrategi, som bureauet har fulgt i en årrække, fortæller bestyrelsesformand Albert Funder:

”Vores Family of Pure Players-strategi bygger på en kombination af størrelse og specialisering. De store internationale kunder stiller stadig større krav til infrastruktur og compliance. Men samtidig tror vi på, at de i stigende grad vil efterspørge bureauer med stærke specialistkompetencer. Hele idéen med Spring Family er at kombinere de to: specialiserede bureauer med fordelene fra en større fælles platform.”

Fem nye partnere

De seks aktive partnere fortsætter som ejere. Det er bestyrelsesformand Albert Funder, CEO i Spring CC Lars Bo Hansen, CEO i Zupa Mogens Kristensen, CEO i Zite Peer Brændholdt, kreativ direktør i Zupa Mads Mikkelsen og CCO i Zupa Peter Enevoldsen. To passive partnere træder samtidig ud af ejerkredsen.

I forbindelse med salget udvides partnerkredsen med yderligere fem personer: Group CFO Karen Bach Lück, Group CIO Simon Lykkegaard, CCO i Zite Kasper Sierslev, CCO i Spring CC Nan Vangsgård og CSI i Spring CC Henrik Larsen.

Spring CC skal vokse internationalt

Spring Family vil bruge investeringen fra Dansk Ejerkapital til at fortsætte gruppens vækst gennem opkøb i Danmark og internationalt. Den internationale del skal især ske i den del af forretningen, der hører under Spring CC.

Sidste år købte Spring Family det Hamborgbaserede bureau Hajok. Opkøbet har ifølge CEO i Spring CC Lars Bo Hansen bekræftet gruppens tro på international vækst gennem opkøb.

”Vi tror, at AI vil skabe et endnu større marked for creative content og for orkestrering af content på tværs af medier og markeder. Samtidig skaber udviklingen i AI både et mere attraktivt marked for opkøb og potentielt øgede synergier. Med Dansk Ejerkapital står vi stærkere i forhold til at udnytte det potentiale, vi ser i markedet lige nu.”

Managing partner i Dansk Ejerkapital Dan Højgaard Jensen siger om samarbejdet:

Spring Family har bygget en stærk forretning og en platform, der skiller sig ud i branchen. De har formået at skabe synergier på tværs af tre forskellige forretningsben og samtidig været langt fremme i arbejdet med AI. I forhold til en yderligere konsolidering i Danmark og international vækst, kan vi bidrage med vores erfaring med opkøb og finansiering. Sammen med en stærk og ambitiøs partnerkreds giver det et rigtig godt udgangspunkt for at udvikle Spring Family videre.”

Flere bureauer overvejer opkøb og salg

Spring Family er ikke de eneste, der overvejer opkøb. Ifølge Bureaubiz’ seneste bureaudirektør-analyse indgår opkøb og salg i de strategiske overvejelser hos mange store bureauer. Det er kun to dage siden, at det digitale bureau Become offentliggjorde, at bureauet blev købt af Simple Agency, som bare i år har købt tre danske bureauer.