Kampagne mod chikane af politikere sendes i udbud

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Erfaring med holdnings- og adfærdspåvirkende, landsdækkende kampagner samt opgaver for offentlige myndigheder er afgørende, når Folketinget, KL og Danske Regioner vælger bureau til en kampagne om chikane mod politikere.

Folketinget, KL og Danske Regioner sender en landsdækkende kampagne mod chikane af politikere i udbud til en værdi af 2,5 mio. kr. Kampagnen skal bidrage til en mere respektfuld politisk debat og få flere borgere til at reagere, når de møder chikane eller en hadsk tone.

Bureauer, der vil prækvalificeres til opgaven, skal kunne dokumentere erfaring med holdnings- og adfærdspåvirkende kommunikationsindsatser og udvikling af kreative koncepter til landsdækkende kampagner.

Der bliver også lagt vægt på erfaring med kampagner, der har skabt målbare effekter, og med opgaver for offentlige myndigheder, statslige institutioner eller interesseorganisationer. Bureauerne skal desuden kunne vise referencer fra opgaver med en kompleksitet og et omfang, der svarer til den udbudte kampagne.

Ansøgerne kan indsende op til tre sammenlignelige referencer fra de seneste tre år. Mindst én reference skal omhandle en holdnings- eller adfærdspåvirkende kommunikationsindsats.

Det valgte bureau skal udvikle kampagnestrategi, kreativt koncept, budskaber, visuel identitet, medieplan og kampagnematerialer. Bureauet skal desuden stå for produktion, medieindrykning og gennemførelse af kampagnen.

Kampagnestrategi vægter mest

Kampagnestrategien vægter 45 point, mens team og nøglepersoner vægter 25 point og proces, samarbejde og tidsplan vægter 20 point. Budgetdisponering og økonomistyring vægter 10 point.

Fristen for at deltage i udbuddet er den 3. november 2026 og den 17. november forventes max. fem bureauer at blive prækvalificeret.

Kampagne bliver udbudt som det der hedder omvendt licitation. Det betyder at prisen på de 2,5 mio. kr. ligger fast og det indebærer også medieindrykninger.

Læs mere om udbuddet her.