Tysk bureaumand præsenterer 30 emballagetrends

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Sven Rieckmann fra Peter Schmidt Group præsenterer 30 emballage- og designtrends, når GRAKOM og EmballageForum for sjette år afholder Emballagedagen. Forbrugeradfærd og nye regler for emballage er også på programmet.

Sven Rieckmann, creative lead consumer packaging hos det tyske designbureau Peter Schmidt Group, kommer til Danmark for at præsentere 30 nye emballage- og designtrends.

Det sker på Emballageedagen 2026, som GRAKOM og EmballageForum afholder den 5. november i Middelfart. Det er sjette år, konferencen bliver afholdt.

Med en række cases viser Sven Rieckmann, hvordan emballagedesign kan skabe værdi for brands.  

Designgreb, der påvirker forbrugerens beslutning

Adfærdsdesigner Sille Krukow fortæller om, hvordan man undersøger, hvilke designgreb der påvirker forbrugerens beslutning ved hylden i supermarkedet.

Hun ser bl.a. på, hvad der sker, når bæredygtighed, pris og vaner trækker i forskellige retninger. Sille Krukow arbejder til daglig med nudging og adfærdsdesign med afsæt i adfærdsvidenskab, psykologi og kreativt design.

Når reglerne skal omsættes i Orkla Danmark

Hvad betyder de nye regler på emballageområdet for en virksomhed som Orkla Danmark, når de skal omsættes i praksis? Det fortæller kommunikationschef Kim Ege Møller om. Med PPWR og det udvidede producentansvar som eksempler kommer han ind på konsekvenserne for organisation, ressourcer, investeringer og beslutninger.

Myndighedernes perspektiv

Kontorchef for Cirkulær Økonomi i Energistyrelsen, Katrine Rafn, giver myndighedernes perspektiv på PPWR og gør en status på arbejdet med forordningen i Danmark og EU. Og chef for kommunikation og strategi i Dansk Producentansvar, Lasse Philipsen, gennemgår reglerne, rollefordelingen og den praktiske håndtering af producentansvaret for emballage.

Se de øvrige oplægsholdere her.