Reklameavisen bruges fortsat i dagligvarekæders markedsføring, til trods for, at den på printformat var spået død. Det skriver Dansk Handelsblad, som har fået foretaget en undersøgelse af Tilbudsdata.dk.
Undersøgelsen viser, at dagligvarebutikker og -kæder fortsat øger sideantallet i deres tilbudsaviser.
Tilbudsdata.dk er del af analysevirksomheden 1st-retail A/S og tracker mere end 200 dagligvarekæder i Norden hver uge. Dertil følger analysevirksomheden også kæderne i ti andre lande. Tilbudsdata.dk driver desuden en forbrugerportal, som bruges til at følge forbrugernes digitale adfærd.
Tallene i undersøgelsen viser en stigning i antal af sider i tilbudsaviser fra 2015 til 2016 hos forskellige dagligvarebutikker.
Her topper Lidl med en stigning på 64,1 pct., efterfulgt af Meny med 20 pct., og på tredjepladsen findes Aldi med 16,7 pct.
Dansk Handelsblad skriver, at tallene også viser et øget antal af sider i tilbudsaviserne det første halvår af 2017, så det lader til at reklameavisen ikke er ved at lide døden.
Claus Nykjær, direktør i Tilbudsdata.dk, siger til Bureaubiz, at tallene for sideantal gælder både printformat og digitalt format, da kæderne ofte kopierer printudgaven på den digitale platform.
Han kommer med sin vurdering af, hvorfor reklameavisen på print fortsat bruges som del af dagligvarebutikkernes markedsføring:
”Man må formode, at dem – der ikke siger Nej Tak – er glade for avisen, og bruger den aktivt – så derfor tør man ikke skære denne kæmpe del væk.”
Af Postnords hjemmeside fremgår det, at forbrugerne selv kan gå ind og sige Nej Tak til reklamer og ugeaviser, men ifølge Claus Nykjær vides det ikke i dag præcist hvor mange, der modtager den trykte reklameavis, ”da koncepter som ”Nej Tak+” er lidt af en ”black box”.
Så selvom mange forbrugere har sagt Nej Tak i bogstaveligste forstand til reklame –og tilbudsavisen, fortsætter flere dagligvarebutikker –og kæder med at satse på den trykte reklameavis som en del af deres markedsføring.
Herved kan der spekuleres i om den recall af brands, der skabes ved at eksponere forbrugerne for virksomhedens brand gennem reklameavisen, opvejer udgifterne ved at producere og udbringe reklameavisen, eller om det i fremtiden bedre kan svare sig at satse mere på de digitale løsninger.