Studerende vil redde din nattesøvn

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

2. års studerende på Kreativitet og Kommunikation på DMJX tilbyder kreative ydelser, så du kan komme hjem fra arbejde i fornuftig tid.

‘Seriøst, går I aldrig hjem?!’

Sådan tænkte et par studerende fra Kreativ Kommunikation (KK), da de for for to år siden tilfældigvis cyklede forbi en række bureauer og opdagede, at lyset var tændt og folk gik rundt på kontorerne.

En af disse studerende var Jacob Grandt, som fortæller:

“Vi ved godt, at reklamebranchen er kendt for sene nætter og litervis af kaffe, men det gjorde os ikke mindre overraskede over, hvor mange bureauer, der rent faktisk er sent oppe og arbejde på bureauerne. Det fik os til at tænke, om de ikke kunne bruge en håndsrækning.”

Oplevelsen fik eleverne på Kreativ Kommunikation til at lave en video, der beviser bureauernes sene arbejdstider og samtidig fremsætter deres tilbud om at afhjælpe bureauerne med deres arbejdsbyrde:

https://vimeo.com/244353469

KKannes genopstår som KKCannes
Indsigten, at bureauer rent faktisk aldrig sover, giver nu anledning til at eleverne på KK genopliver pop-up-bureauet KKannes. Bureauet blev stiftet sidste år af Kreativ Kommunikation årgang 2015-18, med det formål at tjene penge til årgangens studietur til Cannes Lions Festival.

KKannes var et pop-up bureau i den forstand, at bureauer kunne hyre dem til at træde til med kreativ assistance til at knække et brief. Denne gang vil de unge KK’ere dog operere under det lidt modificerede navn: KKCannes.

“KKannes var en fed idé, så vi spurgte 3. års eleverne, om det var ok, at vi overtog forretningen, og det var det. Så for selv at virke lidt nye og interessante skiftede vi navnet til det lidt mere korrekte KKCannes og gav samtidig facebooksiden en ansigtsløftning,” fortæller Emma Roos Friis fra Kreativ Kommunikation 16-19.


Sidste års KKannes team, som lykkedes med at spare op til Cannes Lions.

Den kreative hjælpepakke
Køber man talenterne fra KKCannes, får man minimum 11 kreative til at knække én brief i 12 timer. Med i prisen følger en præsentation af klassens idéer samt alle deres noter fra forløbet.

Sidste år fik flere store bureauer i København hjælp af KKannes til gengæld for 10.000 kr. til klassens studietur til Cannes. Det nye hold talenter har samme plan med foretagendet, som de studerende mener giver god mening i forhold til alternativerne, fortæller June Nanna Filtenborg fra KK 16-19:

“Cannes Lions Festival  er en dyr affære, og prisen rammer 345.000 kr. for hele vores klasse. Vi har regnet ud, at vi alternativt kunne tjene pengene ved at donere sæd 1150 gange, sælge pølser på tanken i 3136 timer eller holde bankoaften 50 gange.”

Hun fortsætter:

“Men vi tænkte, hvorfor gøre sådanne irrelevante ting, når vi kan se, at der rent faktisk er brug for vores hjælp på vores kommende arbejdspladser?”

Du kan hyre KKCannes via deres Facebookside.