6 bureauregnskaber – 4 af dem med overskud

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Zupa, Kommunikationsbureauet København, Sorthvid, Faktor X, Bocca og Williams + Creative har alle i denne uge aflagt årsregnskab. Vi giver et overblik.

Vi bringer her et oprids af seks dugfriske bureauregnskaber for det forskudte regnskabsår 2016/2017.

Zupa
Ikke tilfredsstillende, men som forventet.

Sådan lyder meldingen fra Zupas ledelse oven på et regnskabsår, der var præget af udskiftning i partnerkredsen. Tre partnere blev købt ud, og Morten Eskildsen blev optaget som ny partner på reklamebureauet.

Bruttofortjenesten dalede i perioden med næsten 24 pct., og selvom årets resultat lå en smule bedre end i det forgangne regnskabsår, skyldes det delvist eftergivelse af gæld.

Ledelsen skriver i sin beretning, at man i det forskudte regnskabsår 2016/2017 blandt andet har haft fokus at udbygge bureauets kompetencer inden for CRM/dialog og digital markedsføring.

”Zupa er ved årsregnskabets afslutning i en god udvikling og løser en lang række spændende og ambitiøse projekter for både nye og eksisterende kunder,” lyder det endvidere.

Nøgletal for 2016/2017 (i parentes 2015/2016)
Bruttofortjeneste: 13.279.135 kr. (17.401.750 )
Driftsresultat: 794.687 kr. (814.165)
Årets resultat: 440.902 kr. (333.550)
Antal medarbejdere i gnmsn.: 22 (27)

Kommunikationsbureauet København
Det erklæret københavnske kommunikationsbureau har haft et skidt år på omsætningssiden og ditto, for så vidt angår indtjeningen.

Omsætningen for Kommunikationsbureauet København er dalet med 32 pct. sammenlignet med regnskabsåret 2015/2016, ligesom bruttoresultatet i 2016/2017 ligger 22 pct. lavere.

Det kan i sagens natur mærkes på bundlinjen: Årets resultat er mere end halveret fra 1,194 mio. kr. i det foregående regnskabsår og lander på godt en halv million kroner.

Adm. direktør Sune Bang fortæller Bureaubiz, at bureauet ikke drives ud fra økonomiske mål, men ud fra et ønske om at sætte et aftryk på samfundet.

“Vi har i alle årene lavet et overskud, som har givet os en frihed til at bruge vores tid på opgaver, vi er gode til, og som vi kan dedikere os til. Og med 25 år i branchen har vi følt os meget privilegerede. I år har vi igen samlet over 100 mio. kr. ind til humanitære formål, hjulpet organisationer og uddannelser med at blive hørt, rådgivet virksomheder i forhold til purpose-drevet kommunikation og deltaget i en langt bredere debat end vores branches egen.”

Han understreger, at bureauet er økonomisk sundt, selv om overskuddet ligger i den lave ende.

Nøgletal for 2016/2017 (i parentes 2015/2016)
Nettoomsætning: 23.375.796 kr. (15.789.025)
Bruttoresultat: 6.871.793 kr. (8.799.613)
Årets resultat: 585.460 kr. (1.194.066)
Antal medarbejdere i gnmsn.: 7 (7)

Sorthvid
Hos digitalbureauet Sorthvid anser ledelsen årets resultat på 3.485.515 som tilfredsstillende, og det ligger da også 33 pct. højere end i regnskabsåret 2015/2016.

Tilsvarende er bruttofortjenesten steget ganske markant med næsten 6 mio. kr. svarende til en stigning på 48 pct.

Nøgletal for 2016/2017 (i parentes 2015/2016)
Bruttofortjeneste: 17.584.310 kr. (11.880.293)
Årets resultat: 3.485.515 kr. (2.616.031)
Antal medarbejdere i gnmsn.: 17 (14)

Faktor X Adman
Reklamebureauet Faktor X Adman er en fusion mellem Factor X A/S og Adman Kommunikation ApS, og efterdønningerne fra sidste efterårs sammenlægning kan aflæses i regnskabsåret 2016/2017.

Bruttofortjenesten er nydelig, men bundlinjen er rød, og det københavnske/århusianske bureau må melde om et minus på 86.530 kr. i årets resultat.

I lyset af fusionen er årets udvikling og resultat ifølge bureauledelsen som forventet mindre tilfredsstillende.

Nøgletal for 2016/2017 (i parentes 2015/2016)
Bruttofortjeneste: 4,003 mio. kr. (3,416)
Årets resultat: -86.530 kr. (119.000)
Antal medarbejdere i gnmsn.: 8 (5)

Bocca
Efter et kedeligt regnskabsår 2015/2016 har reklamebureauet Bocca atter sorte tal på bundlinjen.

Trods en lavere omsætning og ditto bruttofortjeneste landede årets resultat i 2016/2017 i et lille plus på 41.393 kr. Året før realiserede reklamebureauet et underskud på 243.000, og adm. direktør Morten Theil erklærer sig derfor tilfreds med resultatet:

”Siden vi sidste år sagde farvel til et par produktionstunge projekter og dermed oplevede det første negative resultat i 15 år, har vi været i gang med en transformation til et mere netværksorienteret og rådgivningstungt bureau. I det lys ser vi det forgange år rimeligt positivt og forventer fortsat vækst i de kommende år.”

Nøgletal for 2016/2017 (i parentes 2015/2016)
Nettoomsætning: 7,435 mio. kr. (9,793)
Bruttoresultat: 3,870 mio. kr. (4,520)
Driftsresultat: 90.179 kr. (-323.000)
Årets resultat: 41.393 kr. (-243.000)
Antal medarbejdere i gnmsn.: 8 (10)

Williams + Creative
Det netop afsluttede regnskabsår blev ikke det bedste for Williams + Creative.

Reklamebureauet måtte se sin bruttofortjeneste skrumpe med 23 pct. og bundlinjen gå i rødt: Et lille plus på små 10.000 kr. i 2015/2016 blev til et minus på knap 92.000 kr. i 2016/2017.

Ledelsen anser ikke desto mindre årets resultat for tilfredsstillende

Nøgletal for 2016/2017 (i parentes 2015/2016)
Bruttofortjeneste: 1.081.299 kr. (1.412.740)
Driftsresultat: -254.975 kr. (28.909)
Årets resultat: -91.976 kr. (9.646)
Antal medarbejdere i gnmsn.: 4 (4)