Flere end tre millioner børn er i fare for at dø af sult i Afrika og Yemen. Youtuberne Rasmus Brohave og skuespilleren Sara Hjort har været tæt på nogle af dem – og det var i sagens natur stærke sager for de to unge influenter.
”Det er fuldstændigt ekstremt, det her. Jeg har ikke set noget lignende nogensinde,” siger Rasmus Brohave i den nye Youtube-serie ’Hjerter til Afrika’, som Unicef sammen med influencernetværket Splay Danmark står bag.
Serien sender blandt andet hovedpersonerne til et stabiliseringscenter for akut underernærede børn i Somaliland, Somalia, med det formål at sætte fokus på behovet for økonomisk støtte.
Det sker som et led i en månedlang Unicef-kampagne, der foruden Splay omfatter Bauer Medias radiostationer Nova, Radio 100, Pop FM, The Voice, My Rock og Radio Soft.
Kampagnens hovedformål er selvsagt at indsamle midler til at hjælpe de berørte børn, men ’Hjerter til Afrika’ skal også medvirke til at skabe opmærksomhed om sultkatastrofen ved at opfordre seerne til selv at uploade billeder af hjerter til Instagram med hashtagget #hjertertilafrika og #UNICEFdk.
Tiltrængt fokus
De involverede radiostationer rydder fredag den 1. juni deres normale sendeflade for med opfordringen ’Giv dit fredagsslik til børn, der sulter’ at høste SMS-donationer på hver 48 kr.
Det er ifølge Unicef det beløb, en dansk husstand i gennemsnit bruger på slik hver uge, og som kan sikre fem børn en dags livreddende behandling med jordnøddemos.
”Vi står over for en stor sultkatastrofe i fem lande, og som altid er det børnene, der lider mest. Samarbejdet med Splay og Bauer Media vil sætte et tiltrængt fokus på katastrofen og forhåbentlig sende tusindvis af kroner ud at arbejde for de børn, der har så hårdt brug for det lige nu,” siger Line Grove Hermansen, der er kommunikationsdirektør i Unicef Danmark.
Fat i de unge
Splay Danmarks engagement udspringer ifølge landechef Adrian Langer hovedsagelig af et ønske om at samle både branchen og ungdommen om et godt formål.
”Set fra Splay Danmarks side er det fantastisk at opleve, at en kendt skuespiller og Danmarks måske største influent på sociale medier tager deres rollemodel-ansvar på sig og sammen gerne vil hjælpe Unicef og deres vigtige arbejde i de sultramte områder. Influenter bliver tit skudt i skoene, at de ikke bruger deres indflydelse til andet end at reklamere for diverse mod betaling,” fortæller han.
For Splay-netværket handler det også om at tydeliggøre sit CSR-engagement og, siger Adrian Langer, fremadrettet at bruge sin indflydelse i målgruppen på ”noget fornuftigt”.