Underskud på 4,3 mio. kr. i Huset Markedsføring

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Foreningen får nye i bestyrelsen – heriblandt Berlingske Media’s topchef Lisbeth Knudsen.

2009 har været et blodigt år for flere af kommunikationsbranchens nyheds-sites.

Tidligere har Børsen fortalt, at JP/Politikens Mediawatch tabte 3,5 mio. kr. (minus 3 mio. året før), men den kan Huset Markedsføring slå.

Foreningen fortæller på Markedsforing.dk, at underskuddet i 2009 blev 4,3 mio. kr. I 2008 blev underskuddet på 2,5 mio. kr.

“Det er meget trist, men vi blev meget hårdt ramt af krisen allerede fra fjerde kvartal 2008. Indtjeningen på nogle af medierne faldt med over 50 procent hen over 2009, og kursus-afdelingen blev også ramt af virksomhedernes tilbageholdenhed. Vi har strammet forretningen op som en konsekvens, og vi regner med et mindre overskud i 2010,” siger adm. dir. Thomas Ladefoged til Markedsforing.dk.

Der er generalforsamling i næste uge, og her vil der komme en række nye medlemmer ind i bestyrelsen som erstatning for Telenors Peter Berg, Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid samt Ronnie Job fra Adpeople.

Det er lykkedes at få Berlingske Media’s topchef, Lisbeth Knudsen til at træde ind, og hun får følgeskab af Jens Jermiin fra Coca Cola, Steen Enegaard fra Deducta samt Henrik Sørensen fra Clear Channel.

Mens Mediawatch og Markedsføring dyster på underskud, så klarer Kommunikationsforum sig væsentlig bedre. I 2009 faldt omsætningen marginalt, og overskuddet gik også den gale vej. Man realiserede dog et overskud på 2 mio. kr. mod 2,5 mio. året før, hvilket er en formidabel overskudsgrad på over 30 pct.