Digitalisering, forretningsudvikling og ledelse har været en fællesnævnere i Lars Bjørn Falkenbergs arbejdsliv.
Når han lørdag 9. marts runder 50 år, kan han således se tilbage på en karriere, der startede med ledelse af tre medarbejdere i Dansk Supermarked, og som siden da har haft ledelse som overskrift.
Lars Bjørn Falkenberg har blandt andet været direktør for strategi, marketing og produkter i it-virksomheden Simcorp og administrerende direktør i rådgivningsvirksomheden Epinion, inden han kom til it-virksomheden KMD i 2016.
Aktuelt byder Lars Bjørn Falkenbergs arbejdsliv på ansvar for over 200 medarbejdere i KMD og den digitale konsulentvirksomhed Charlie Tango, som KMD via en række opkøb skabte i 2017.
I forbindelse med opkøbene udnævnte KMD Lars Bjørn Falkenberg til øverste chef for den nye virksomhed i KMD-familien. Charlie Tango er i dag en fasttømret del af den digitale innovation i KMD-koncernen.
Lars Bjørn Falkenberg stammer oprindeligt fra Aarhus og har læst på Handelshøjskolen i Aarhus og København samt Aarhus Universitet.