BBDO’s ledelse er blevet noget mindre på det seneste. Først flyttede økonomidirektør Anders Ertmann til Jylland, og strategidirektør Carsten Vigh har varslet, at han flytter til Berlin omkring årsskiftet.
Men nu har også kontaktdirektør, Tobias Smidth-Fibiger, valgt at forlade bureauet. Ifølge Bureaubiz’ oplysninger har han selv sagt op, og står til at stoppe med udgangen af denne måned.
Tobias Smidth-Fibiger henviser til adm. dir. Niels Folmann, som dog ikke har ønsket at kommentere.
Tobias Smidth-Fibiger er dog slettet på BBDOs hjemmeside, hvor han hidtil har stået opført som executive client service director. I stedet står Pernille Mehl opført som client service director.
Det står ikke helt klart, hvad baggrunden for Tobias Smidth-Fibigers afgang er, men den kommer i kølvandet på en speget affære, som Bureaubiz beskrev for et par uger siden.
Det gælder en utraditionel selskabskonstruktion, hvor et bureau ved navn A Cph arbejder fuldt integreret med BBDO på BBDO kunder og projekter – men ejes af Tobias Smidth-Fibiger, Carsten Vigh og Anders Ertmann.
Samtidig er A Cph medejer af produktionsbureauet Fast Forward, som herudover har Niels Folmann og Fast forwards direktør, Allan Andreasen i ejerkredsen.
Men BBDO har opsagt samarbejdsaftalen med A Cph til at stoppe med udgangen af denne måned.
Det har fået de tre ejere af A Cph til at varsle en stævning af BBDO for kontraktbrud samt at opsige de 10 medarbejdere i A Cph.
Det betyder, at de d. 30. september forlader BBDO – med mindre de i stedet bliver ansat af BBDO.
Der foreligger dog ingen oplysninger om deres fremtidige tilknytning til BBDO og Niels Folmann har ikke ønsket at udtale sig om spørgsmålet.