Top Toy får nu mere konkurrence i kampen om børnenes hjerter. Det er den internationale legetøjskæde, Hamleys, som netop nu er ved at rulle en helt ny kampagne ud.
Bag står Halbye Kaag JWT, og samarbejdet er relativ t nyt. Det blev etableret efter sommerferien uden forudgående bureaukonkurrence.
Kampagnen gør sig bemærket på to områder: Den er startet som en instore-ide. Og så lancerer den grædende børn i filmene, hvilket må siges at være en mere vovet tilgang til at friste forældre og børn til at handle i Hamleys.
Jacob Pedersen fra Hamleys er dog ikke i tvivl.
“Det er første gang jeg er blevet præsenteret for en kampagne, der fungerer ligeså godt i butikken som på massemedier. Det er vigtigt for os som retailer at sikre vores daglige indtjening samtidig med at vi bygger vores brand.”
Om baggrunden for at tilrettelægge kampagnen ud fra en instore-ide, siger Client Service Director hos Halbye Kaag JWT, Andreas Hansen:
“Den typiske kommunikation man ser inden for kategorien er rettet mod børnene, der aktiverer deres “pester-power”, med det resultat, at et besøg i butikkerne helst skal overstås hurtigt. Skal man styre impulskøbene og samtidig få folk til at bruge mere tid i butikken skal både børnene og forældrene aktiveres på en ny måde.”
Adm. dir. Thomas Thorstholm uddyber:
“Kampagnen “Undgå store skuffelser” rammer den købsmotivation, der får folk til at vælge Hamleys frem for andre butikker inden for kategorien. POS kampagnen guider forældrene i butikken, og hjælper børnene med et regulært opsalg.”
Bureauet betoner, at man har investeret meget I shopper marketing værktøjer, som har været taget i anvendelse i forbindelse med arbejdet for Hamleys, og Thomas Thorstholm siger:
“Dette er første kampagne baseret på vores shoppermarketing learnings – og vi kan allerede nu afsløre at der er flere på vej.”
Film, Annoncer og visse af butiks elementerne kan ses her: www.jwt.dk/hamleys