Lige så meget man kan diskutere selve kampen, kan man åbenbart også diskutere alle reklamerne i Super Bowl, der er verdens største reklamevindue.
I går kunne vi fortælle om dels AdAges anmelder samt Brandbowl der rangordnede på basis af Twitter-aktvitet.
Men USA Today har også været i gang med sit Admeter, hvor en række mennesker har vurderet reklamerne. Det placerer Doritos og Bud Light spots i top med VWs Darth Wader på 3. pladsen.
Ikke nødvendigvis en populær placering. Adfreak noterer, at Admeteret bygger på 282 mennesker i henholdsvis Bakersfield Californien og McLean i Virginia – og de ved ikke noget om reklame, når de kan placere de spot i top og overse Chryslers Eminem-spot.
Diskussionerne afspejler hvor stor en kommerciel begivenhed, Super Bowl er, og det fremkalder også diskussioner om, hvad vi har i Europa.
Der er ingen tvivl om, hvad der kommer nærmest: finalen i Champions League. Men den er ikke nødvendigvis en lillebror til Super Bowl.
“Ser man på eksponeringen, så vil jeg faktisk mene, Champions League er større end Super Bowl. Selvfølgelig kan det være et problem, hvis den står mellem FCK og Lokomotiv, men står den mellem Manchester United og Barcelona, så har den et enormt publikum, der rækker meget længere ud over Europas grænser end Super Bowl. Så finalen har udviklet sig til et stadig mere interessant vindue,” siger Carlsbergs sponsoransvarlige Keld Strudahl.
Forskellene finder man først og fremmest i konceptet. Super Bowl kampen er gennemkommercialiseret og designet til at kunne rumme mange reklamer, mens Champions League er en pakke, hvor man er med fra start til slut i hele turneringen.
Desuden er der langt større forskelle på styrken i mange store brands.
Her er USA et langt mere homogent marked og det skaber fere muligheder for store brands til at investere i eksponeringen.