Den seneste titel lyder på direktør for privatkundesalg i Berlingske Media, men da Morten Suhr Hansen i 2005 startede i Berlingske-koncernen var det med titlen marketing- og bladsalgsdirektør for Berlingske Tidende.
Nu har han valgt at takke af for at forfølge en drøm.
“Berlingske Media er en fantastisk arbejdsplads og en virksomhed i stor udvikling. Men jeg går samtidig med drømmen om at prøve mig selv af indenfor rammerne af min egen virksomhed og føler, at tiden nu er kommet til at prøve den drøm af,” siger han i en pressemeddelelse.
Morten Suhr Hansen har i sin tid hos Berlingske været med til mange store omlægninger, og koncernchef, Lisbeth Knudsen, beklager over for Mediawatch hans afgang.