Vi nærmer os sæsonen for Trend-analyser omkring markedsføringsforbruget til næste år. I de senere år har primært to analyser fra henholdsvis Huset Markedsføring og Mindshare/Gallup konkurreret om forudsigelserne – og egentlig ligget ret tæt på hinanden.
Men i dag er der så kommet et første bud på det kommende år fra en lidt overraskende kant. Det drejer sig om det svenske Instituttet för reklam- og mediestatstik (IRM), der har lavet en prognose byggende på prognoser fra Finansministeriet, Danske Bank og Nordea over udviklingen i bruttonationalproduktet samt interview med 25 branchepersoner.
På den baggrund estimerer IRM en markant lavere vækst på 2,2 procent i 2012. Prognosen for 2011 lyder på en vækst på 6,4 pct. efter et godt første halvår og en markant afdæmpning i andet halvår.
En større andel af reklameomsætningen i 2012 vil blive investeret i forskellige former for reklamer på Internettet. Men dog med lavere stigningstakter end tidligere år.
Prognosen peger også på, at TV- og radioreklame ventes at stige relativt mere end andre mediegrupper.
Den store taber i 2012 ser ud til at blive andre (gratis) magasiner, der vil fortsætte tilbagegangen, der også blev noteret i 2011. Dagbladene forventes i 2012 at holde omsætningsniveauet fra 2011, men vil således gå svagt tilbage i markedsandel.